Da vi satte tænderne i disse peanut karamelbarer med en sprød bund af smørrig mørdej og en top af mælkechokolade i går eftermiddags, blev vi hurtigt enige om, at de er en fantastisk hybrid mellem Snickers og Twix. Det tykke lag af chokolade og de knasende salte peanuts klæder den fløjlsbløde karamel på mørdejsbunden vanvittigt godt. Det er med andre ord ret svært ikke at blive aldeles afhængig af disse guddommelige karamelbarer. Når man først har smagt et stykke, kan man slet ikke lade være med at tage et stykke til… og så lige et mere.
Peanut karamelbarer med mælkechokolade
15-20 stk
Mørdej:
200 g mel
60 g sukker
125 g smør
1 spsk koldt vand
100 g saltede peanuts
Karamel:
160 g sukker
200 ml piskefløde
40 g smør
Chokoladelag:
200 g god mælkechokolade
30 g smør
Mørdej:
Bland mel, sukker og smør i en skål eller røremaskine, til det ligner brødkrummer. Tilsæt vand og saml dejen hurtigt. Pres dejen godt ud i en form foret med bagepapir (jeg brugte et ovnfast fad på 26 cm x 18 cm – men man kan også bruge en kvadratisk form på ca. 22 cm x 22 cm) og prik dejen med en gaffel. Bag mørdejen ved 180 grader varmluft i ca. 25 minutter, til den er fint gylden. Tag den ud af ovnen og køl af i fadet. Drys peanuts på bunden.
Karamel:
Smelt sukker til en lysebrun karamel i en tykbundet gryde. Opvarm imens fløden i en anden gryde eller i en skål i mikrobølgeovnen. Tag sukkeret af varmen og rør fløden i og rør godt (for fuld kraft – brug gerne et piskeris, hvis I vil) imens. Tilsæt straks smørret derefter. Lad karamellen køle lidt af (ca. 10 minutter) og hæld den derefter over mørdejsbunden og de saltede peanuts. Sæt på køl i 2 timer.
Chokoladelag:
Smelt mælkechokoladen over vandbad eller i mikrobølgeovnen ved lav effekt (rør undervejs). Tilsæt smør og rør rundt, så det smelter med chokoladen. Tag karamelkagen ud fra køleskabet og fordel chokoladen oven på peanut karamellen. Sæt tilbage på køl i 2 timer yderligere. Skær karamelbarerne ud umiddelbart inden servering.
Hvadskalvibage/Mette skriver
Ville ønske man kunne spise billeder på skærmen 🙂
De ser rigtig lækre ud
Anne au Chocolat skriver
Kære Mette,
Den evne ønsker jeg også dagligt, at jeg havde 🙂
Mange tak for din søde kommentar!
God solskin-onsdag. Nu hvor efterårskulden er kommet, må man gerne spise mange søde sager for at holde varmen 😉
Kh Anne
Julie Monberg skriver
Ummenummenum, det ser ikke værst ud!
Anne au Chocolat skriver
Kære Julie,
Rimelig vanedannende ummenummenum 🙂
Tanja skriver
Jeg EEEEELSKER caramel short bread og har ledt efter en nem opskrift – så TAK! Nu ved jeg hvad jeg skal handle ind til, så weekendens godter kan laves ?
Anne au Chocolat skriver
Kære Tanja,
Det glæder mig at høre 🙂
Rigtig god fornøjelse med dem!
Kærligst Anne
Natasha skriver
Hej Anne,
Ser fantastisk ud, hvor mange dage kan den holde sig lækker i køleskab? Ville man kunne lave den 2 dage inden den skal spises?
Mvh Natasha
Anne au Chocolat skriver
Kære Natasha,
Tak skal du have 🙂
Ja, sålænge du dækker den godt til med husholdningsfilm, kan den sagtens laves to dage i forvejen!
Kh Anne
Dorte skriver
Den opskrift skal simpelthen prøves ???
Men når du rører varm fløde i det smeltede sukker vil det da være en god ide at bruge piskeris til det?
Mvh Dorte
Anne au Chocolat skriver
Kære Dorte,
Jo det er en god idé at bruge et piskeris. Jeg brugte en ske i går – men tilføjer lige piskeris som mulighed i opskriften 🙂
Kh Anne
Terese skriver
Hej Anne!
De ser SÅ lækre ud! Har lige et enkelt spørgsmål:
På hvor høj varme smelter du sukkeret? Og hvor lang tid tager det cirka? 🙂
TAK!
Anne au Chocolat skriver
Kære Terese,
Tusind tak! Jeg smelter sukkeret ved middelvarme og sørger for, at gryden er ret stor, så sukkeret ikke ligger i et alt for tykt lag. På den måde karamelliserer sukkeret mere jævnt. Det plejer ikke at tage mange minutter 🙂
Kh Anne