Syltede blommer, vaniljet flødeskum og bagt hvid chokolade (som knaser og smager af Daim). Så simpel kan en blommetrifli være, og den emmer langt væk af efterårshygge. Jeg er kæmpefan!
Blommesiruppen, der er til overs fra de syltede blommer, smager fuldstændigt fantastisk og er en skøn hjemmelavet saft, som blot skal fortyndes med lidt vand.
Måske blommetriflien skal være jeres dessert en dag her i efterårsferien? I ville i øvrigt også snildt kunne trylle desserten om til en æbletrifli ved at lave en æblemos i stedet for de syltede blommer. Gem desuden gerne trifli-idéen og find den frem til foråret, så den kan forvandles til en lækker rabarbertrifli, når favoritstænglerne igen er i butikkerne.
Blommetrifli
4 personer
Bagt hvid chokolade:
100 g god hvid chokolade
Syltede blommer:
12 blommer
200 g sukker
150 ml vand
Vaniljeflødeskum:
4 dl piskefløde
Korn af 1 stang vanilje
Bagt hvid chokolade:
Hak den hvide chokolade groft og kom den i et ildfast fad. Bag chokoladen ved 170 grader i ca. 20 minutter. Hold øje med den undervejs, så den ikke brænder på. Når den hvide chokolade køler af, bliver den knasende sprød.
Syltede blommer:
Skær blommerne midt over, fjern stenene og skær blommerne i små både. Bring sukker, vand og blommer i kog, og lad det småkoge i 5 minutter. Si siruppen fra, og lad blommerne køle af.
Vaniljeflødeskum:
Pisk fløde og vaniljekorn til en let skum. Pisk endelig ikke for meget.
Servering:
Fordel blommer, vaniljeflødeskum og bagt hvid chokolade i lag i fire glas og server gerne med det samme.
Skriv et svar