Denne simple dessert bestående af æblegrød og det smørsprødeste mandellåg er den helt perfekte dessert på en grå efterårssøndag. Den emmer langt væk af hygge og smager helt vidunderligt!
Christian og Kaj har endnu en gang været på æblerov, og vi har skuret fyldt med knasende sprøde efterårsæbler samt køleskab og fryser proppet med æblegrød til morgenmadsstunderne og desserter som denne.
Nyd desserten lun og spis den meget gerne sammen med en kugle vaniljeis eller letpisket flødeskum.
Æblegrød med sprødt mandellåg
4 personer
Æblegrød:
500 g æbler, skrællet og skåret i mindre stykker
40 g sukker
2 spsk vand
evt. korn af en halv vaniljestang
Mandellåg:
75 g mandler, blendet helt fint.
75 g blødt smør
75 g sukker
1 æg
25 g mandler, grofthakket
Æblegrød:
Kom æblerne i en gryde og kog dem med sukker og vand til en lækker æblegrød. Rør undervejs. Hæld æblegrøden i et lille ovnfast fad (mit måler 15×12 cm, men brug også gerne en rund form eller fire små ramekinere i stedet).
Mandellåg:
Rør de fintblendede mandler godt sammen med smør og sukker. Tilsæt derefter ægget og rør det sammen til en homogen masse. Fordel mandelmassen på æblegrøden i små skefulde og smør den derefter godt ud, så hele æblegrøden er godt dækket. Drys med de grofthakkede mandler.
Bag den i ovnen i ca. 20 minutter ved 200 grader varmluft, til mandellåget er helt sprødt.
Karol skriver
Excuse me
Do you have the recipe in english!!
Sorry!!!
And thankyou!!! ♥️
Connie Moisen skriver
Super nem og lækker æblekage.
Vi spiste den med en skefuld cremefraiche.
Anne au Chocolat skriver
Kære Connie,
Det lyder helt perfekt 🙂
Kh Anne