I går var en rigtig efterårsdag af den grå og regnfulde slags, så det var tiltrængt med lidt ekstra hygge i form af disse kardemommekrydrede pandekager med en blåbærsyltetøj lavet på nul komma fem og græsk yoghurt. Jeg havde faktisk ingen græsk yoghurt, så jeg drænede yoghurten i et kaffefilter i en skål i et par timer på køl. Normalt havde jeg brugt græsk yoghurt. Eller måske letpisket fløde? <3
Som nogle af jer måske har bemærket, har bloggen fået et lidt nyt look i løbet af i går. Jeg har indgået et spændende samarbejde med Benjamin Media i forbindelse med deres nye madunivers Måltid, som byder på flere hundredevis af opskrifter og masser af inspiration. Det betyder – som flere af jer måske har lagt mærke til – at jeg fremover vil fokusere meget mere på bloggen og byde på nye opskrifter 4-5 gange om ugen. Jeg er vanvittigt glad for at have fået muligheden for at dyrke bloggen og alle jer – mine søde læsere – så meget igen og vil også meget gerne høre, hvis I mangler nogle særlige opskrifter – f.eks morgenmadsopskrifter, flere dessertopskrifter eller noget helt femte. Jeg er pt. i kæmpe kagehumør, hvilket bloggen også afspejler, men giv endelig lyd fra jer, hvis I er i humør til noget andet 😉
Her kommer opskriften på pandekagerne:
Pandekager med blåbærsyltetøj og græsk yoghurt
Pandekagedej:
3 æg
50 g smør, smeltet
3 dl mel
3 dl mælk
1 tsk sukker
1 tsk kardemomme
Blåbærsyltetøj:
100 g blåbær
30 g sukker
200 g græsk yoghurt
Pandekagedej:
Pisk smør og æg sammen i en skål. Pisk mel, sukker, kardemomme og de to første dl mælk sammen i en anden skål. Tilsæt tilsidst den sidste dl mælk samt blandingen af æg og smør. Lad dejen hvile 30 minutter på køl. Steg første pandekage i smør. Resten kan steges uden fedtstof.
Blåbærsyltetøj:
Bring blåbær og sukker i kog i en tykbundet gryde og lad det koge under omrøring i et par minutter, til alt sukkeret er opløst.
Server pandekagerne sammen med blåbærsyltetøj (lun eller afkølet) og græsk yoghurt. God fornøjelse <3
Marie Lundholm skriver
Hvor dejligt, at du skal blogge mere – det er vi nogen som er glade for 🙂 🙂
Jeg synes, det ville være super lækkert med morgenmadsopskrifter; vi mangler lidt inspiration i øjeblikket herhjemme; vi har vist spist for meget yoghurt med frugt 😉
KH
Anne au Chocolat skriver
Kære Marie,
Tak for din søde kommentar 🙂
Jeg vil meget gerne lave nogle nye morgenmadsopskrifter inden længe. Hold øje med bloggen denne uge.
Kh Anne