Riz au lait – en sød fransk risengrød

Jeg er lige kommet hjem fra (mad)paradiset Nice med min kæreste, hvilket forklarer hvorfor jeg ikke har været så aktiv med at blogge på det seneste. Til gengæld stod den på en del madsnak og -spisning i Nice, så revanchen kommer nu!

Først lidt udvalgt madsnak og så en opskrift:

Jeg har to yndlingsrestauranter i Provence: La Merenda i Vieux Nice og Galerie des Arcades i Biôt. Det var en selvfølge, at vi skulle besøge begge steder, som faktisk kom til at danne rammen for vores ferie, da vi spiste på La Merenda vores første aften og Galerie des Arcades vores sidste.
Begge restauranter emmer af Provence. Det ses i deres indretning, men føles især også i stemningen hos folkene bag  restauranterne. Alle er utroligt professionelle på samme tid,som de er familiære. Der er gang i restauranterne for fulde gardiner, men der er ro på! Og smil på alles læber! Noget som, jeg synes, viser deres kærlighed og dygtighed til deres metier.
Hvad den provençalske mad angår, kunne jeg skrive flere sider. Jeg begrænser mig dog i dette indlæg til blot at nævne deres klassikere, som jeg meget gerne vil uddybe ved lejlighed. Hos La Merenda er de: pâtes au pistou (den provençalske version af pasta med pesto), sardines farcies (farsede sardiner) og daube à la provençale (en sammenkogt ret med oksekød, masser af vin, hvidløg og urter) Og hos Galerie des Arcades er de: caillettes (en slags stor pølse med frisk spinat i) og raviolis tout nus (tout nus betyder helt nøgne, som refererer til, at sølvbedefyldet er alene og altså ikke omringet af pasta!).

En anden selvfølge på turen var vores besøg i Tourrettes-sur-Loup på Birthes og Arnes køkkenskole – mit franske hjem! Det var fantastisk at være tilbage og nyde den smukke og nærmest overvældende udsigt ud over Provence og Middelhavet. Vi spiste frokost på terrassen, en utrolig skøn fornemmelse i oktobermåned. Efterårets rødgule farver var også nået til Tourrettes, men solen og dens varme var endnu ikke forsvundet.  Det var duftene fra laurbærtræerne og rosmarinbuskene heller ikke. Vi mærkede for alvor, at vi var i Provence.  Birthe og Arne er imidlertid stadig meget danske ,og noget af det første Arne sagde var: “Nu er det snart jul!”, som referer til den danske jul, de skal holde. Det kom ikke bag på mig, da jeg kender til Arnes store juleglæde og har hørt ham sige sætningen flere gange før. De franske omgivelser og Arnes julesnak, fik mig til at mindes Riz au lait, som jeg gerne vil gerne jeg opskriften på.

Riz au lait er en klassiker blandt franske desserter. Den minder meget om risengrød, men er en del sødere, da sukker tilsættes risen. Man drysser derfor ikke kanelsukker på toppen, som jo sammen med smørklatten må siges at være en stor del af charmen – og hyggen – ved risengrød. Til gengæld er riz au lait langt mere alsidig end risengrød, da det i Frankrig er kotume også at smage den til med appelsinsaft, pistaciepasta, karamel, chokolade m.fl.

Den simple opskrft lyder således:

150 g grødris

1 l sødmælk

1 vanillestang

60 g sukker

Bring mælk og sukker og vanille i kog og tilsæt ris. Kog i 20-30 minutter under mere eller mindre konstant omrøring (det er ikke verdens sjoveste handling, men se på det som en slags risotto, hvor alt væden bare er tilsat fra start;  synes det er interessant at følge med i hvordan risen absoberer den søde mælk, mens det hele simre og dufter så hyggeligt). Et voilà: Riz au lait!

Som I kan se på billedet har jeg valgt den lækre og tilmed også nemme løsning: et stykke valrhona og lidt fransk karamel, de smelter helt af sig selv.