Disse små chokolade moussekager med saltkaramel vil med garanti vække begejstring! De byder på en luftig og cremet mælkechokolademousse med en intens kerne af saltkaramel og en knasende sprød bund af mørk chokolade og ristede hasselnødder. Lyder det ikke dejligt lækkert?
De tager optimalt et par dage at lave, men så er den lille dessert eller det søde indslag til kaffen også bare klar til servering på dagen uden forberedelse.
Ha’ en dejlig lun solskinsdag <3
Små chokolademoussekager med saltkaramel
10 små kager
Saltkaramel:
100 g sukker
125 g piskefløde
25 g smør
1 nip salt
Mælkechokolademousse:
1 blad husblas
100 g god mælkechokolade, gerne Jivara 40% fra Valrhona (reklamelink)
75 ml mælk
1,5 dl piskefløde
200 g mørk chokolade, smeltet og tempereret, gerne Guanaja 70% fra Valrhona (reklamelink)
60 g ristede hasselnødder, finthakket
Saltkaramel:
Smelt sukker til en lysebrun karamel ved medium varme i en stor tykbundet gryde, så sukkeret ligger i et ikke alt for tykt lag. Opvarm imens fløden i en anden gryde eller i en skål i mikrobølgeovnen. Tag den karamelliserede sukker af varmen, tilsæt den varme fløde og rør godt (for fuld kraft – brug gerne et piskeris for at undgå sukkerklumper) imens. Tilsæt straks smørret derefter og rør godt rundt. Køl karamellen af i 5 minutter, hæld den i 10 små silikone halvkugleforme (4 cm) og køl derefter helt af. Sæt karamellen på frost natten over, til den er helt hård og kan vendes ud.
Mælkechokolademousse:
Udblød husblas i koldt vand i 5-10 minutter. Hak mælkechokoladen helt fint og kom den i en skål. Bring mælk i kog i en gryde. Vrid husblas fra for vand og rør den ud i mælken. Hæld mælken over chokoladen og lad den stå i et minut. Rør derefter med en gummidejskraber i midten af skålen med cirkelrunde bevægelser, indtil chokoladen og mælken forenes fint i en cremet og ensartet tekstur. Pisk fløden til en letpisket flødeskum. Lad chokoladeblandingen svale til håndvarm og vend derefter forsigtigt flødeskummet i chokoladeblandingen. Fyld 10 halvkugleforme (6 cm) 2/3 op med chokolademoussen. Put forsigtigt en saltkaramel halvkugle ned i midten af hver chokolademousse og brug en lille ske til at dække saltkaramellen med lidt af chokolademoussen, som allerede er i formen, så karamel halvkuglen placeres i midten af moussen. Frys chokolademousserne i minimum 6 timer og gerne natten over.
Hæld den smeltede chokolade i en lille skål, som er lidt større end chokolademousserne. Kom ligeledes de finthakkede ristede hasselnødder i en skål. Vend de frosne chokolademousser ud og dyp bunden i den smeltede chokolade og straks derefter i de ristede hasselnødder.
Opbevar chokolademousserne på frost og lad tø dem op i køleskabet inden servering.
Lotte skriver
Jeg oplever tit at karamellen i forskelligt bagværk krystaliserer eller gryner. Kender du et godt råd til at undgå det?
Kristina skriver
Åh, hvor ser det bare lækkert ud! Det skal prøves en dag.
La Cucina Nada skriver
Sikke med finesse, Anne !
De lyder virkelig lækre, og ser jo alt for skønne ud.
Anne au Chocolat skriver
Kære Nada,
Tusind tak 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Kristina,
Det lyder som en god idé 🙂
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Lotte,
Når du siger bagværk – mener du så i bagte kager? For det er ganske sjældent, at jeg bager karamel, så det kan jeg desværre ikke komme med et råd til. Kh Anne
Tina skriver
Så har jeg prøvet at lave dine lækre kager. Saltkaramellen er virkelig lækker, men den bliver ikke hård af at komme i fryseren. Hvor længe varer det, inden din karamel bliver hård i fryseren?
Anne au Chocolat skriver
Kære Tina,
Det lyder lækkert 🙂
Jeg lod mine karameller fryse natten over. De bliver ikke gennemhårde, men kan sagtens vendes ud og puttes i chokolademoussen uden at miste formen.
Kh Anne
Anette skriver
Hej Anne
Glæder mig til at prøve dem, men hvor længe skal de stå i køleskabet fra de er frosne til de skal serveres ?
God dag
Mvh. Anette
Anne au Chocolat skriver
Kære Anette,
De tøer op på nogle timer. Men de kan sagtens tages ud af fryseren og sættes i køleskabet i god tid, for at være på den sikre side 🙂
Camilla skriver
Hej Anne,
De ser utroligt lækre ud, så dem vil jeg forsøge at gøre kunsten efter.
Blot et lille spørgsmål: Skal chokolademoussekagerne fryses, når man har dyppet dem i chokolade og hasselnødder? (Der står: “Opbevar chokolademousserne på frost og lad tø dem op i køleskabet inden servering”, så er blot i tvivl om, hvorvidt der menes kagerne eller mousserne?)
OG et tillægsspørgsmål: Ved du, hvor længe kan de holde sig på frost?:)
På forhånd tak.
Camilla
Anne au Chocolat skriver
Kære Camilla,
TAK for et godt og relevant spørgsmål 🙂
Hvis du har tænkt dig at spise kagerne med det samme, så kan du bare lade dem tø op i køleskabet efter de har fået chokolade på. Men hvis de skal laves i forvejen, så kom dem tilbage på frost efter chokoladedypningen.Jeg vil skyde på et par måneder på frost – men lidt af smagerne går nok af så. Men et par uger før servering kan du godt lave dem 🙂
Kh Anne
Sofie skriver
Hej Anne. Hvilke forme er det du bruger? Og hvor kan jeg købe dem?
– Sofie
Anne au Chocolat skriver
Kære Sofie,
Du kan købe halvkugleformene hos Kunst og Køkkentøj, som også har webshop, blandt andet 🙂
Rebecca skriver
Hej, jeg ved dette er en gammel opskrift, men nu prøver jeg alligevel. Når du mener at fløden skal letpiskes er det så til den danner lette toppe som feks ved cheesecake eller til den lige præcis er fast nok til at vendes på hovedet?
Anne au Chocolat skriver
Kære Rebecca,
Den skal piskes, til den er luftig med ikke helt fast 🙂 (kan ikke vendes på hoved)
Karen skriver
Hvordan undgår man, at sukkeret hele tiden stivner? Nu har jeg forsøgt flere gange, og der er altid en stor andel af sukkeret, som stivner og derved bliver karamellen i sidste ende heller ikke så fast.
Josefine skriver
Jeg er netop i gang med af lave din lækre opskrift – tusind tak for den 🙂 de mangler bare at blive dybet i chokolade i morgen tidlig. Glæder mig til at smage dem.
Astrid skriver
Hejsa. Jeg har haft halvkuglerne af saltkaramel i fryseren i et døgn men de er sket ikke frosne og kan ikke vendes ud og samtidig holde formen. Hvad er mon galt?
Anne au Chocolat skriver
Kære Astrid,
Uh det ved jeg ikke desværre. De gange jeg har lavet den, har det ikke været et problem.
Venligst Anne