Citronfromage har altid været et klassisk indslag som afslutning på påskefrokosten i min familie og altså en dessert, vi har spist mindst én gang om året. Oftest flere. Denne lysegule, luftigt lette og syrligt søde fromage er også vanedannende god og ret så raffineret i smagen, hvis I spørger mig. Jeg har her lavet en variant med en ekstra stor portion citrusskarphed, som passer godt til sødmen i fromagen, som også har fået selskab af knasende hvide chokoladeperler og friske brombær. Jeg holder meget af at servere citronfromagen i individuelle glas, som hver får sin egen lille dessert. Men hvis I foretrækker at lave fromagen i en stor skål, som serveres ved bordet, kan I sagtens gøre det i stedet.
Er I også fan af citronfromage? <3
Citronfromage
6 personer
4 æg, delt i blommer og hvider
100 g sukker
Reven skal af 1 øko citron (eller 1/2 citron, hvis I ønsker mindre citrusskarphed)
4 blade husblas
Saft af 2 citroner
3 dl piskefløde
Pynt: Friske brombær, hvide chokoladeperler fra Valrhona
Pisk æggeblommer, sukker og reven citronskal* godt sammen i en skål. Udblød husblas i koldt vand i 5 minutter. Vrid husblasen fri for vand og smelt husblasen i vandbad. Hæld straks citronsaften i den varme husblas og rør godt, så der ikke dannes klumper. Hæld blandingen af citronsaft og husblas i æggeblommerne, og pisk imens. Stil æggemassen på køl i 5 minutter. Pisk derefter æggehviderne stive i en skål, og pisk 2 dl af piskefløden til en let flødeskum. Vend først flødeskummet forsigtigt i æggemassen, og vend derefter forsigtigt de stiftpiskede æggehvider i. Fordel fromagen i 6 portionsskåle eller glas og stil dem på køl i mindst 2 timer. Pisk den resterende fløde til flødeskum inden servering og pynt fromagerne med små flødeskumstoppe (brug gerne en sprøjtepose med en tylle til dette), brombær, hvide chokoladeperler samt lidt mere revet citronskal.
*Til at rive citronskal bruger jeg altid mit microplane rivejern, som giver den fineste citronskal.
Skriv et svar