I weekenden tog Christian og Kaj på en tur til sommerhuset. Bare de to. De kom hjem med endnu en stor portion modne brombær fra haven og bad om, at jeg lavede noget lækkert med dem.
Det blev til denne super simple og smeltende-på-tungen skønne aromatiske og farvefine brombærsorbet, som jeg lavede til ispinde og dyppede i hvid chokolade samt finthakkede pistacier.
Sorbeten er også fabelagtig i en isvaffel eller som en kugle til en chokoladekage.
Brombærsorbet ispinde med hvid chokolade og pistacie
6 stk
Brombærsorbet:
400 g brombær
150 g sukker
150 g vand
Fintrevet skal af 1 øko citron
Overtræk og pynt:
200 g god hvid chokolade, gerne Ivoire 35% fra Valrhona (reklamelink)
30 g ultrafinthakkede pistacier
Kom brombær, sukker, vand og citronskal i en gryde og bring i kog. Lad det småkoge i fem minutter. Tag gryden af varmen og blend massen. Gerne med en stavblender direkte ned i gryden. Hæld brombærmassen igennem en sigte for at si kernerne fra. Køl massen helt af og kør til sorbet på ismaskinen. Fyld sorbeten i silikone-ispindeforme (reklamelink) og stik små træpinde i. Sæt ispindene i fryseren natten over.
Hak den hvide chokolade og smelt den over vandbad eller i mikrobølgeovnen ved medium effekt. Rør undervejs. Hæld den smeltede chokolade i et lille glas. Tag ispindene ud af deres form og dyp en ispind ad gangen ned i chokoladen. Drys straks med de finthakkede pistacier og spis ispindene med det samme eller opbevar dem i en boks i fryseren til senere nydelse.
Mette skriver
Hej Anne
Har prøvet din brombær is men havde dog meget svært ved at få den til at blive helt fast. Gør du noget specielt i forhold til frysning? Hvordan får du chokoladen på min gled bare af igen. Men de smagte godt. Mindede mig lidt om jul på en eller anden måde. Sådan gran artigt eller på en måde rødkål uden af være helt derovre.