Idéen til denne lille dessert fik jeg ikke selv. Det gjorde derimod to personer, som står mit hjerte nært. Nemlig min lille kusine Asta og min tvillingebror Lars.
For en uges tid siden fik jeg den dejligste sms fra min morbror, som skrev og spurgte, om Asta og han måtte komme forbi og se min ismaskine en dag, da de nu havde talt om den længe. Jeg svarede naturligvIS ja i samme stund, sms’en tikkede ind.
Asta bestilte jordbæris, som er hendes yndlingsis. Man kan ikke just kalde ultimo marts for jordbærsæson, men heldigvis fandt jeg nogle fine øko jordbær på frost i supermarkedet, og så var jeg klar til at lave is til Asta.
Det endte med at blive til en hel isfest, da min mor, Lars og hans kæreste også kom på besøg. Min geniale brormand havde taget små vaffelkræmmerhuse med, som i den grad hittede hos Asta. Han var også så genial at foreslå, at vi dryssede lakridspulver på jordbærisen, da han så min fine bøtte fra Lakritsfabriken stående på kommoden i stuen. Det smagte overraskende godt. Frisk jordbæris og aromatisk lakrids i en smagfuld og sød forening. Har I mon allerede prøvet denne kombination ?
Til jordbærisen brugte jeg:
200 ml fløde
200 ml sødmælk
140 g sukker
6 æggeblommer
600 g jordbær, blendet flydende
Bring fløde og mælk i kog i en gryde med halvdelen af sukkeret. Pisk blommerne lyse og luftige sammen med det resterende sukker. Hæld den kogende søde mælke-fløde over blommerne, mens der piskes godt med piskeris. Hæld iscremen tilbage i gryden og varm op til 83 grader. Der skal røres godt i denne fase. Køl derefter straks gryden (og iscremen) ned ved at putte den i køkkenvasken fyldt med vand og isterninger. Køl cremen helt af (og gerne også en tur i køleskabet) inden den blandes med den flydende jordbærherlighed. Nu kan isen køres på ismaskinen.
Man bestemmer selv, om isen køres helt fast og blot til en soft ice lignende tilstand. Som I kan se på billederne, gjorde vi begge dele. Jeg kørte nemlig isen ad to omgange, så Asta kunne for lov at se jordbærcremen blive til is fra start til slut.
Hvis I tør, så drys lakridspulver på isen og nyd hver en jordbærlakridset skefuld : )
Rikke skriver
Det lyder sååå lækkert. Har en svaghed for lakrids 🙂
Nanna Planck Drost-Nissen skriver
Rikke har en svaghed for lakrids og jeg for billedet af Asta!!! so cute….og herligt som hun seriøst går til arbejdet….måske udvikler det sig til en Asta au chocolat!!! den lille dame har jo et godt forbillede i dig….
Benedikte Capion skriver
Det lyder i hvert fald helt enormt godt! Og ser også fint ud 🙂
Har kun prøvet kombien via smoothies, altså hvor jordbær og lakrids indgår. Og det er bestemt også et hit!
Anne au Chocolat skriver
Kære Rikke
Det smagte altså også bare fantastisk 🙂
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Nanna
Ja, jeg er også ellevild med Astabasta 🙂 Hun er sød!
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Benedikte
Sejt, jeg kunne godt tænke mig at prøve en jordbær-lakrids smoothie 🙂
Kh Anne
Anders B P skriver
Lyder og ser jo fantastisk eventyrlig lækkert ud.. Jeg mangler dog lige at hører lidt om den ismaskine.. Mærke og størrelse.. Har den element der skal på frys eller er den prof og kører den hjem på strøm..??
Anne au Chocolat skriver
Kære Anders
Jeg har en Musso ismaskine fra Kunst og Køkkentøj, som vejer 18 kg og som har en kompressor og hele molevitten. Isen skal ikke på frys, men bliver “kørt hjem” i maskinen 🙂
Du og Laura er velkomne til at kigge på forbi til is en dag.
Kh Anne
Anders Bloksgaard Poulsen skriver
Missundelige er en grim ting…. men jeg render rundt med lidt lige nu… sådan en vil jeg også have..!
Vi må da hellere komme forbi en dag og se den in aktion..!
Kh Anders
=)
Anne au Chocolat skriver
Fedt! Det må vi lige aftale 🙂 Jeg skal være sammen med Marie i morgen, så kan jeg også lige sige, at hun skal med! Jeg bor jo i samme ejendom som hende nu!
Kh Anne
Anders Bloksgaard Poulsen skriver
Fedt..!! Det vil jeg glæder mig meget til..!!! og Hils søde Marie..!!
Nina skriver
Altså. Jeg har længe villet have mig en ismaskine, og nu har jeg endelig købt en, med egen kompresser og hele moletjavsen. men men men, den fungerer ikke 100 % for mig endnu. Mit problem er, at isen ikke vil lade være med at have 1000vis af bittebittesmå iskrystaller, når den er kørt færdig – den bliver lige som ikke så smooth, som jeg havde håbet, hvis du forstår? Er det bare mig, der ikke har fattet, at man ikke selv kan lave is uden at undgå de bittesmå krystaller, eller gør jeg noget forkert? Jeg er så glad for min maskine, men overhovedet ikke helt tilfreds med isen. hm
Anne au Chocolat skriver
Kære Nina
Det er da irriterende. Hvilken maskine har du købt?
kh Anne
Nina skriver
Mærket er Lacor, den er købt i H.W. Larsen køkkenudstyr, så jeg skulle da mene, at den er en helt almindelig og god ismaskine (: Men du undgår altså helt krystaller?
Andreas skriver
Mmm ser virkelig lækkert ud!
Mit problem er dog det samme som annas – jeg har samme maskine fra HWL
og jeg må sige at jeg blev en anelse skuffet, da jeg havde forventet at den ville være krystal fri. Har du nogle gode tips til at undgå den slags?
Andreas skriver
Hov? Mente selvfølgelig ninas : )
Anne au Chocolat skriver
Kære Andreas,
Det er da mærkeligt – har du lavet denne is eller taler du bare om dine is generelt?
kh Anne
Andreas skriver
Da den er forholdsvis ny, har jeg kun eksperimentret med at lave yoghurt is. Men vil prøve at følge din opskrift her i weekenden, og se hvordan resultatet bliver 🙂
Dorte Høy-Hansen skriver
Det lyder spændende….. Den må jeg prøve, og jeg har endda lakridspulver og jordbær i fryseren. Hilsen Dorte
Lærke skriver
Hej
Jeg står og skal lave is til en mælkeallergiker, og har noget piskefløde uden mælk, jeg i den forbindelse kan bruge. Men sødmælken har jeg ikke et laktosefrit alternativ til. Kan man skifte sødmælken ud med mere fløde istedet?
Mvh Lærke Pedersen