Åh denne her julekringle er jeg altså stolt af. Som i: mega stolt af. Den emmer langt væk af julehygge med kardemommesmag og byder på den lækreste og saftigste appelsin-krydrede remonce, som slet ikke kommer til sin ret på disse billeder. Og det knasende sprøde perlesukker og ditto mandler er bare prikken over i’et.
Kringlen skal helst nydes helt friskbagt, og derfor serverede jeg den for søde naboer i går samt Christian og Kaj. De var alle vilde med den, og Kaj sagde “Mer’ kage”, så snart han smagte kringlen. Resten af kringlen smuttede Christian over med til min svigermor, mens jeg puttede Kaj. Så var der også lidt til deres aftenkaffe.
Her er opskriften:
Julekringle
Dej:
15 g gær
75 ml mælk
1 æggeblomme
15 g sukker
1 tsk salt
1/2 tsk stødt kardemomme
275 g mel
140 g blødt smør
Remonce:
100 g marcipan
100 g sukker
100 g blødt smør
Fintrevet skal af 1 øko appelsin
40 g rosiner
Pensling og pynt:
1 æggehvide
20 g perlesukker
30 g mandler
Dej:
Rør gæren godt ud i mælken i en skål og tilsæt sukker, salt, kardemomme og æggeblomme (gem hviden til pensling af kringlen senere). Tilsæt det bløde smør og derefter mel lidt ad gangen og ælt dejen godt sammen – enten i hånden eller på røremaskine. Dæk skålen til med et rent opvredet viskestykke, og lad dejen hvile lunt i 45 minutter.
Remonce:
Rør marcipan, sukker, smør og appelsinskal sammen i en skål.
Samling af kringlen:
Rul dejen ud på et meldrysset bord til en størrelse på ca. 90 cm x 15 cm (gerne længere, hvis muligt). Fordel remoncen midt på dejen, ca. 3-4 cm bredt. Drys med rosiner. Fold dejen ind over remoncen og form den til en kringle på en bageplade beklædt med bagepapir. Pensl kringlen med æggehvide og drys med perlesukker og hakkede mandler. Dæk kringlen med viskestykke, og lad den hæve i 1,5 time. Bag kringlen ved 200 grader varmluft i 15-20 minutter.
Henriette skriver
Jeg elsker at der er rosiner i! Vi har en ongoing familiekrig om emmet “kringle – rosiner eller ej?”. Jeg holder hårdt på med!
Anne au Chocolat skriver
Kære Henriette,
Jeg er kæmpe fan af rosiner i bagværk, og de gør sig nemlig særligt godt i sådan en kringle 🙂 Men den smager også godt uden!
Kh Anne
Ann-Kristin skriver
Verdens lækreste kringle!!? Det er min dom efter at have bagt – og spist – denne lækre sag i dag. Mine gæster var også meget begejstrede og rub og stub blev spist? Må hellere lave en ny snarest?
Tak for dejlig inspiration – Og glædelig jul?
Anne au Chocolat skriver
Kære Ann-Kristin,
Åh hvor er det dejligt at høre. Jeg er også KÆMPE fan af den kringle.
Glædelig jul til dig og dine <3
Kh Anne
Christina skriver
Den ser lækker ud. Hvor mange personer vil du tro den rækker til?
Anne au Chocolat skriver
Kære Christina,
TAK 🙂 6-8 personer alt efter kringleappetitten vil jeg skyde på!
Maria skriver
Uuuh, lækker ser den ud da!
Jeg har engang lavet en kanelstang hvor jeg frøs halvdelen ned med stor success, så jeg gætter på at denne også kan. Jeg vil dog lige høre ad for en sikkerheds skyld?
Anne au Chocolat skriver
Kære Maria,
Jeg beklager det lidt sene svar. Men jo det mener jeg sagtens, du kan gøre!
Louise skriver
Den ser skøn ud.
Kan man forestille sig at koldhæve den? Hvis den fx skal serveres til en brunch?
Anne au Chocolat skriver
Kære Louise,
Ja det tænker jeg godt!!
Pernille skriver
Kan ikke helt se at mit opslag kom op så prøver igen😊 Hvis man skal koldhæve den, hvornår anbefaler du så at gøre det? Ved første eller anden hævning?😊 Vil gerne bage den til arbejdet på torsdag nemlig😊