Godt nytår! Jeg håber, at I er landet fint og festlig i det nye årti. Vores nytår blev igen i år brugt sammen med skønne venner og dejlige unger i Sverige med fyldt med hyggelige stunder, leg, spil og lækker mad. Sådan en nytårsferie på fire dage i det svenske kan noget:)
Årets første kage er denne svampede aromatiske appelsinmandelkage, som jeg har lavet med inspiration fra en appelsinmandelkage, jeg lærte af Birthe og Arne på Køkkenskolen i Provence for snart 15 år siden. Jeg har dog reduceret mængden af sukker lidt og tilføjet vaniljekorn, da jeg elsker kombinationen af appelsin og vanilje. Den er skøn, som den er med et drys flormelis. Ellers kan den pyntes med appelsinfileter og drizzlet smeltet mørk chokolade som på køkkenskolen. Her har jeg pyntet den med blåbær, appelsinskal, rosenblade og hakkede pistacier. Serveres allerhelst med græsk yoghurt eller creme fraiche til.
En perfekt dessertkage hvis I spørger mig!
Appelsinmandelkage
10-12 personer
2 usprøjtede appelsiner (ca. 400 g)
5 æg
175 g sukker
1/2 vaniljestang, korn af
200 g mandelmel
1 tsk bagepulver
Kom de hele appelsiner med skræl på i en gryde med rigeligt vand og kog dem under låg i to timer. Tag appelsinerne op og lad dem køle af. Skær dem i mindre stykker og fjern kerner. Blend til en fin puré i en foodprocessor/minihakker.
Forvarm ovnen til 180 grader varmluft. Pisk æggene luftige med sukker og vaniljekorn. Pisk mandelmel i. Sigt bagepulveret i og vend det i med en dejskraber. Vend til sidst appelsinpuréen i med dejskraberen. Hæld dejen i en rund springform (20 cm) beklædt med bagepapir, og bag kagen i ca. 35 minutter. Kontroller med en kødnål, at den er færdigbagt. Lad kagen køle helt af, inden den nydes. Den kan med fordel bages dagen før.
Christina frederiksen skriver
Hej
Lyder super lækkert. Men skal bare lige være helt sikker. Altså man skal bruge hele appelsinen med skræl på?
Mvh Christina
Anne au Chocolat skriver
Kære Christina,
Ja lige præcis 🙂 Jeg tilføjer det lige til opskriften, så der ingen tvivl er 🙂
Kh Anne
Pernille skriver
Jeg troede jeg havde fået nok af søde sager i december, men den her kage ser jo fuldstændig vidunderlig ud. Tak for en skøn og inspirerende blog!
Anne au Chocolat skriver
Kære Pernille
Hvor er du bare sød <3
Karin skriver
Tak for endnu en fristende opskrift! Jeg vakler imellem denne og chokolademoussekage med citron og cornflakescrunch til en fødselsdagsbuffet. Hvilken ville du vælge når der også kommer en kage med mørk chokolade?
Anne au Chocolat skriver
Kære Karin,
Selv tak! Jeg beklager det lidt sene svar.
Jeg ville servere denne her, tænker jeg 🙂
Karin skriver
Skønt! Det bliver denne ☺. Tak!
erling holm skriver
Skal man bruge hele æg?? dvs med blommer og hvide
erling holm skriver
god dag, skal æg være hele,dvs med blommer og hvide???
Anne au Chocolat skriver
Kære Erling,
God fredag 🙂
Ja æggene skal være hele!
Kh Anne
erling holm skriver
Havde gæster til kageni dag,FANASTISK kage,den ligger i den meget dyre ende,ca 80 kr,men den er alle pengene værd,
det bliver da en gentagelse,noget af det allebedste hjemmebag vi har smagt,tak for opskriften.
Anne au Chocolat skriver
Kære Erling,
Hvor lyder det bare godt 🙂
Kh Anne
Denise skriver
This cake looks wonderful. I’m in the U.S. and would like to make it. I do have a questions….I see a 1/2 “vanilla bar” in the ingredients list and “vanilla cereal” in the recipe. Is this a Danish item?
Anne au Chocolat skriver
Hi Denise,
The vaniljestang is a vanilla bean and the vaniljekorn is the vanilla seeds from the bean 🙂
Best
Anne
susanne jørgensen skriver
Hej Anne.
Tak for alle dine dejlige kager.
Tror du der kan bruges revet marcipan istedet for mandelmel i appelsinkagen.
Hilsen Susanne
Anne au Chocolat skriver
Kære Susanne,
Tak fordi du følger mig 🙂
Ja det tænker jeg godt – men så skal mængden af sukker lidt.
Kh Anne
erling holm skriver
Har lige været i Rema 1000 og købt 400 gr mandler til kr 30,-så næste gang jeg skel lave den dejlige kage vil jeg
selv lave melet,smutte dem og så i blenderen,ca 15 kr for 200gr,drt er ok