Nu er der under 2 måneder til, at vores Kaj fylder 2 år. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan tiden flyver afsted, og jeg synes lige, at jeg har mærket hans små spark i min mave. I løbet af ingen tid er han blevet sin egen lille herre med masser af vilje og grin og ord i munden. Og har han virkelig fået sin helt egen sjove humor. Han siger “hej hej heeeeej” til alle han møder på sin vej, og får selv de travleste mennesker til at trække på smilebåndet og kvittere med et “hej” tilbage til Kaj.
Kaj er også super glad for sin vuggestue her i Trekroner, hvor han har fået de dejligste små venner og nogle stjernepædagoger med overskud, glæde og masser af energi til at tage på ture – i sidste uge var de f.eks. på togtur, hvor de kørte i tog fra Trekroner St til Roskilde St og spiste deres madpakke og så kørte tilbage igen med toget. Kaj ELSKEDE den tur (han er også en rigtig dreng på det punkt, og hans favorit ting i tilfældig rækkefølge er: biler, tog, gravkøer, traktorer og flyvermaskiner).
En af hans søde pædagoger er Mette, som hun fortalte, at hun havde fulgt mig på instagram i flere år og begyndte ret hurtigt at komme med små hints til, at jeg da godt måtte komme med kage til pædagogerne en dag. Sådan en opfordring kunne jeg ikke stå for, og i går havde jeg disse chokoladerige og fudgy brownies med stykker af den blonde karamelsøde Dulcey chokolade fra Valrhona med til dem.
Ha’ en fin fredag med masser af gode stunder <3
Brownies med stykker af blond Dulcey chokolade
10-12 personer
200 g smør
200 g god mørk chokolade
125 g mel
3 æg
265 g sukker
½ tsk. salt
160 g Dulcey 32% chokolade (blond chokolade fra Valrhona)
Forvarm ovnen til 180 grader varmluft. Smelt smørret i en gryde og tag den af varmen. Kom straks den hakkede mørke chokolade i og lad den smelte sammen med smørret. Pisk mel, æg, sukker og salt til luftig konsistens i en skål, og rør langsomt smør- og chokoladeblandingen i under omrøring. Vend til sidst den hakkede Dulcey chokolade i. Hæld browniedejen i en kvadratisk form (22 cm x 22 cm) foret med bagepapir. Bag kagen i ca. 25 minutter.
Brownies skal helst bages dagen før, så de har tid til at sætte sig. Opbevares på køl ind til servering.
Hvadskalvibage/Mette skriver
Hvor ser den bare lækker ud. Og passer godt med mine planer for julegaveønsker – nemlig gavekort til god chokolade 🙂
Skal bare have fundet en gode chokoladepusher, hvem vil du anbefale?
Tori//Gringalicious skriver
Oh my! These look fantastic!
Anne au Chocolat skriver
Kære Mette,
Mange tak skal du have! Det lyder da som en genial gaveidé! Hvor bor du henne i landet? 🙂
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Thank you so much Tori!
Hvadskalvibage/Mette skriver
Jeg bor i Vejle
Anne au Chocolat skriver
Kære Mette,
Så anbefaler jeg denne side:
http://www.bagetid.dk/
🙂
Hvadskalvibage/Mette skriver
Mange tak. Det kommer fluks på ønskeseddelen ☺