
Denne chokoladeballadekage er klædt på til 2 x 30 års fødselsdagsfest. Den skal på bordet senere i dag sammen med to andre kager, jeg har lavet til Anton og Line, som også bor i vores fine fællesskab af rækkehuse sammen med deres sødeste lille datter Esther, som lynhurtigt er blevet Kajs veninde.
Det er ikke så tit, at jeg laver kager til andre på bestilling, da jeg har rigeligt at se til i hverdagen. Men jeg holder meget af at gøre det en gang imellem.
Chokoladeballaden har her fået selskab af lækker mælkechokoladeflødeskum, brombær, blåbær og knasende karamelliseret hvid chokolade. Lav balladen dagen før og gør det samme med den karamelliserede hvide chokolade og mælkechokoladeflødeskummet, så sidstnævnte bare skal piskes let, lige inden det smøres på kagen.
Chokoladeballade med mælkechokoladeflødeskum og bær
10-12 personer
Chokoladeballadekage:
200 g mørk chokolade, gerne Caraïbe 66% eller Guanaja 70% fra Valrhona
200 g smør
250 g sukker
5 æg, let sammenpisket
1 spsk mel
Mælkechokoladeflødeskum:
190 ml piskefløde
115 g mælkechokolade, gerne Jivara 40% fra Valrhona
Karamelliseret hvid chokolade:
70 g hvid chokolade, gerne Ivoire 35% fra Valrhona
1 knivspids salt
Brombær og blåbær til pynt
Chokoladeballaden:
Smelt smør i en gryde og tilsæt den hakkede chokolade. Rør rundt indtil chokoladen er smeltet. Tag gryden af varmen og rør sukker i. Køl lidt af og tilsæt æggene lidt ad gangen. Vend til sidst mel i.
Bag i en rund form (på ca.22 cm i diameter) beklædt med bagepapir i ca. 25 min ved 180 grader varmluft. NB! Kagen skal føles lidt ubagt. Den sætter sig, da den SKAL bages en dag i forvejen. Opbevar den på køl indtil servering.
Mælkechokoladeflødeskum:
Varm fløde op til kogepunktet i en gryde. Hak i mellemtiden mælkechokolade fint og kom den i en skål. Hæld den varme fløde over og lad det stå i 1 minut. Brug derefter et piskeris til at røre rundt, så al mælkechokoladen smelter godt sammen med fløden. Lad det køle af, dæk derefter skålen til og sæt den på køl natten over.
Karamelliseret hvid chokolade:
Hak den hvide chokolade og kom den i et ildfast fad. Bag den i ovnen ved 120 grader varmluft i ca. 1 time. Rør grundigt i den undervejs – ca. hver tiende minut. Chokolademassen kommer til at klumpe i løbet af bagningen, men når den karamelliseres, bliver den flydende igen. Bare rør godt løbende! Tilsæt salt til sidst. Lad den karamelliserede hvide chokolade køle af og opbevar den gerne på køl i en lille boks beklædt med bagepapir, til den skal bruges.
Ved servering:
Anret kagen på et fad. Pisk mælkechokoladefløden til let skum (pisk endelig ikke for meget, da det i så fald let gryner). Fordel på kagen og pynt med brombær, blåbær og hakket karamelliseret hvid chokolade.

