Alle mine chokoladekager insisterer jeg altid på at bage et døgn før servering. Og de skal opbevares på køl. For sådan fremstår de bare allerbedst, hvis du spørger mig. Denne her er dog i den helt anden boldgade. Den skal spises nybagt, og hvis den stadig er lidt lun, er den ekstra lækker og svampet. Det er en af mine mange banankageopskrifter, som jeg har tryllet om til en fræk chokoladevariant, og den har allerede høstet mange roser herhjemme.
Kagen er altså også ganske dejlig på andendagen, men den skal opbevares ved stuetemperatur.
Nyd den gerne sammen med en god kop kaffe eller en kande te. Eller måske et glas iskold mælk, hvis man er til den slags. Jeg spiste i øvrigt også en kugle vaniljeis sammen med kagen – endnu en velsmagende fornøjelse.
Chokoladekage med banan
8-10 personer
Kagedej:
3 æg
150 g sukker
120 g mel
25 g kakaopulver fra Valrhona (reklamelink)
1 nip salt
1/2 tsk bagepulver
120 g smør, smeltet og afkølet
2 modne bananer
100 g mørk chokolade, hakket
Chokoladetopping:
70 g mørk chokolade, gerne Guanaja 70% fra Valrhona (reklamelink)
10 g smør
Bageform:
Springform 20 cm (reklamelink)
Kagedej:
Pisk æg og sukker til en luftig æggesnaps i en skål. Vend mel, kakaopulver, bagepulver og salt i. Tilsæt det smeltede smør lidt ad gangen og rør godt rundt undervejs. Mos bananer godt. Vend bananmos og hakket mørk chokolade i dejen. Hæld dejen i en springform (20 cm) beklædt med bagepapir. Bag i ovnen ved 175 grader varmluft i ca. 35 minutter. Tjek med en strikkepind eller tandstik, om den er færdig. Køl let af.
Chokoladetopping:
Hak chokoladen og kom den i en skål. Smelt over vandbad eller i mikrobølgeovnen ved medium effekt. Rør undervejs. Tilsæt smør til den smeltede chokolade, og rør rundt til det er smeltet sammen med chokoladen. Fordel på chokoladekagen.
Skriv et svar