I går aftes kom vi hjem efter en uge i vores sommerhus ved Smidstrup Strand – og efter 3 uger i alt uden computer og arbejde. Inden da havde jeg gjort mig tanker om, at det nok ville være ret så rart at koble af og trække stikket fra bloggen og sociale medier, men at det ville føles SÅ godt og være så afslappende, havde jeg ikke troet. Og at det viste sig, at jeg slet ikke savnede at “tjekke ind” de forskellige steder, kom virkelig bag på mig. Det var den bedste følelse. At holde ferie med min familie og venner uden telefonen i hånden til at dokumentere det hele. Jeg knipsede selvfølgelige lidt billeder alligevel – mest af Kaj og Emil. Instagram holdt jeg kun 2 ugers ferie fra, så jeg delte denne lækre citronkage med bær, som vi serverede for søde Emily og Nikolaj i går, da de besøgte os til frokost i sommerhuset. Hurra for overdækket terrasse da sommervejret bød på skybrud, lyn og torden under det meste af frokosten. Men vi hyggede i tørvejr og holdt varmen med den rigtige påklædning. Solen kom senere, og sommervejret var SÅ smukt, da vi pakkede sommerhuset sammen. Lunefuldt og typisk!
Og så lidt ekstra ord om kagen her. Planen havde hele tiden været, at jeg ville bage citronkagen til Emily og Nik, men at den skulle pyntes med bær besluttede jeg spontant i momentet. Det var et hit med de forfriskende, saftige bær til den ditto saftige og friske citronkage. Chokoladekager, pavlova og lagkager skal ikke være de eneste kager, der får æren af bærpynt!
Citronkage med marcipan og bær
8 personer
150 g sukker
150 g marcipan, revet
150 g blødt smør
3 æg
Fintrevet skal af 1,5 øko citron
75 g mel
Glasur:
150 g flormelis
1,5 citron
Kirsebær, jordbær og hindbær til pynt
Pisk marcipan og sukker godt sammen i en skål, og tilsæt smør under stadig piskning. Pisk æggene i et ad gangen. Vend derefter citronskal og mel i. Hæld dejen i en brødform beklædt med bagepapir. Bag kagen i ovnen ved 180 grader varmluft i ca. 35-45 minutter – alt efter brødformens størrelse. Tjek om den er færdigbagt med en strikkepind. Køl kagen af og vend den derefter ud af formen og over på et fad. Rør glasur sammen af flormelis og citronsaft og fordel den på kagen. Pynt med bær og server!
Louise skriver
Hej, der står i fremgangsmetoden, at der skal birkes i, men de fremgår ikke af opskriften. Hvor mange gram skal der i?
Anne au Chocolat skriver
Kære Louise,
Det var en fejl med de birkes – de kommer i mine anden citronkage, så jeg kom til at skrive det med. Det smager nu også godt med birkes i – så tilføjer med 1,5 spsk birkes.
Kh Anne
Marlene skriver
Hej Anne,
Den ser delikat men simpel ud. Den bager jeg til mine gæster i morgen. Tror du den kan bages nu og nydes i morgen eftermiddag. Eller skal jeg vente til i morgen tidlig?og hvis ja hvordan ville du opbevare den til i morgen 🙂
God weekend. Vh marlene
Anne au Chocolat skriver
Kære Marlene,
Jeg beklager, at jeg ikke lige nåede at svare. Håber, at du har bagt den alligevel. Den er super simpel og er lige så god dagen efter 🙂
Kh Anne