Denne saftige citronmazarin med knasende birkes og syrlig citronganache, figner og ristede hasselnødder delte jeg på instagram sidste år som del af mit samarbejde med Dansukker. Jeg synes også, at I skal have den her på bloggen.
Kagen blev nydt i sommerhus hos søde venner, og den efterårsdag drømmer jeg mig lige tilbage til nu på en grå vinterdag og med lange udsigter til at ses med venner sådan rigtigt igen.
Jeg håber, at I er ved godt mod derude ♥
Citronmazarin med birkes, citronganache, figner og ristede hasselnødder
8-10 personer
Citronmazarin:
150 g marcipan
150 g bagesukker eller almindeligt sukker fra Dansukker
150 g blødt smør
3 æg
75 g mel
Fintrevet skal af 1 øko citron
10 g blå birkes
Hvid chokolade citron ganache:
150 g god hvid chokolade,
50 g piskefløde
25 g citronsaft
Pynt:
Friske figner
Ristede hasselnødder
Citronmazarin:
Forvarm ovnen til 175 grader varmluft. Pisk marcipan og sukker godt sammen i en skål, og tilsæt smør under stadig piskning. Pisk æggene i et ad gangen. Vend derefter mel, citronskal og birkes i. Hæld dejen i en smurt springform (20 cm i diameter) beklædt med bagepapir. Bag kagen i ovnen i ca. 35 minutter. Kontroller om den er færdigbagt med en tandstik. Køl kagen af og vend den derefter ud af formen.
Hvid chokolade citron ganache:
Hak den hvide chokolade ultrafint, og kom den i en skål. Varm fløden og citronsaft op til kogepunktet og hæld det over den hvide chokolade. Lad det stå i 2 minutter, og rør derefter i cirkulære bevægelser fra midten med en dejskraber, indtil ganachen er ensartet. Stil den på køl i 5-10 minutter, til den har sat sig lidt og kan fordeles på kagen. Pynt med figner og hakkede hasselnødder.
VenterpaavinBlog skriver
Hold op, den lyder som en killerkombi.
Jeg sender også efterårets frie tøjler kærlige tanker i disse dage, og håber de næste måneders lockdown er sidste ryk mod et løsnet greb – gid, det må blive til foråret 🙏🏻💞.
Anne au Chocolat skriver
Vi er så enige <3
Christina Sagnsby skriver
Hej Anne,
Hvis jeg skal lave selve citronmazarinen i en hel bradepande (alm ovn), hvor meget vil du da skyde på jeg skal gange op med?