I samarbejde med Moccamaster
Efteråret er over os og i takt med, at det bliver koldere udenfor, får man endnu mere lyst til at hygge indenfor med lækker kage og kaffe. Det gør jeg i hvert fald. Og herhjemme brygger vi altid dejlig kaffe på vores Moccamaster maskine med friskkværnede kaffebønner. Balsam til sjælen!
Denne efterårslækre kaffelagkage, jeg serverer for jer i dag, byder på den mest fantasiske mælkechokolademousse med et fabelagtigt tvist af kaffe og en forfriskende skøn æblekompot lavet med æbler fra vores have. Der er kaffeglasur på toppen og marcipanbånd om kanterne – fordi jeg slet ikke kan lade være. Moccamaster maskinen har forsynet både mousse og glasur med den perfekte kaffesmag.
Her kommer opskriften:
Lagkage med mælkechokolade-kaffemousse og æblekompot
10-12 personer
Lagkagebunde:
3 æg, stuetempererede
115 g sukker
115 g mel
3/4 tsk. bagepulver
Æblekompot:
300 g æble, skrællet og skåret i mindre stykker
Saft af en 1 citron
60 g rørsukker
Mælkechokolade-kaffemousse:
200 g god mælkechokolade
1 blad husblas
4,5 dl piskefløde
50 ml kaffe (gerne lidt stærkt brygget)
Marcipanbånd:
150 g marcipan
80 g flormelis
15 g glukose sirup
Kaffeglasur:
145 g flormelis
5 g kakaopulver
20 ml kaffe (gerne lidt stærkt brygget)
Pynt:
Hakkede usaltede pistacier
Stedmoderblomster
Evt. lidt chokoladeperler
Lagkagebunde:
Forvarm ovnen til 185 grader varmluft. Beklæd en smurt springform (20 cm i diameter) med bagepapir. Pisk æg og sukker til en let og meget luftig æggesnaps i minimum 5 minutter, så brug gerne en røremaskine. Sigt mel og bagepulver ned i æggesnapsen, og vend det hele forsigtigt rundt uden at slå for meget luft ud af kagedejen. Hæld dejen i springformen, og bag i ca. 25 minutter i ovnen. Tag kagen ud, og lad den køle af på en rist i 30 minutter. Tag den ud af formen og vend kagen på hovedet, så bund bliver til top. Køl kagen helt af, og brug derefter en savtakket kniv til at dele bunden i tre. Læg et stykke bagepapir mellem hver lagkagebund og dæk dem til med husholdningsfilm, hvis de laves dagen før og ellers ikke skal lægges sammen til lagkage med det samme. Jeg skærer selv bundene ud i takt med, at jeg samler lagkagen.
Æblekompot:
Kom æblestykker og citronsaft i en gryde og bring i kog. Lad det koge fem minutter under låg. Tilsæt rørsukker og lad simre i 10 minutter yderligere – rør af og til. Der må gerne stadig være lidt klumper i æblekompotten. Køl af.
Mælkechokolade-kaffemousse:
Finthak mælkechokoladen, og kom den i en skål. Udblød husblas i en skål med koldt vand i fem minutter. Varm 1,5 dl piskefløde og kaffen op til kogepunktet i en gryde. Vrid husblas fri for vand og rør den straks ud i den varme kaffe-fløde og hæld derefter kaffe-fløden over den hakkede chokolade. Efter 1 minut rør da godt rundt, til chokoladen er helt smeltet. Køl ned til stuetemperatur. Pisk de sidste 3 dl fløde til en let skum, og vend det forsigtigt i chokoladecremen. Sæt på køl til, moussen begynder at sætte sig lidt, men ikke er helt fast.
Samling:
Rengør springformens kanter og beklæd bunden med bagepapir på ny og kom første bund ned i springformen igen. Beklæd kanten med kageplast og sørg for, at det bliver stukket godt ned mellem springformens kant og lagkagebundens kant hele vejen rundt. Fordel halvdelen af æblekompotten på bunden. Hæld derefter halvdelen af den let satte mælkechokolademousse med kaffe på. Kom forsigtigt næste lagkagebund oven på moussen. Fordel resten af æblekompotten på og til sidst den resterende mousse. Kom sidste lagkagebund på toppen. Dæk springformen til med husholdningsfilm, og lad lagkagen hvile på køl natten over.
Marcipanbånd:
Ælt marcipan, flormelis og glukosesirup sammen i en skål. Og rul den ud i et langt bånd, som passer til kagens højde plus ca. en ekstra centimeter samt omkreds på et bord drysset med lidt ekstra flormelis.
Kaffeglasur:
Rør flormelis, kakaopulver og kaffe til glasur.
Afpyntning og servering:
Åbn springformen og fjern kageplasten. Placer forsigtigt lagkagen på et serveringsfad. Rul marcipanbåndet rundt om kagen. Pynt toppen med glasur, hakkede pistacier, stedmoderblomster og evt. lidt chokoladeperler. Den kan nu serveres nu, men kan også pyntes nogle timer inden servering og opbevares på køl.
Mer skriver
Dear Anne,
Really love your post and recipes.
Thanks to your sharing.
Ida skriver
Tror du lagkagen kan fryses?