I dag får I opskriften på efterårets mest perfekte æbletærte. Den er i hvert fald helt perfekt til hygge på en søndag (i efterårsferien?).
Brug nogle af årtidens danske sprøde, saftige og søde æbler til at lave denne lækre æbletærte, som består af en smørsprød mørdej og en genial lækker og aromatisk creme lavet af to komponenter: crème frangipane (mandelcreme) og crème pâtissière (kagecreme) med dejlig saftighed og de fineste vaniljeprikker. Og naturligvis masser af æblebåde på toppen, som har fået et drys sukker og den helt passende mængde kanel.
Nyd gerne æbletærten helt nybagt og stadig lun med en kugle vanilleis til – eller creme fraiche eller letpisket fløde.
Jeg er vild med at bage med en perforereret tærtering (reklame link), da tærten får så skarpt et udseende, men man kan også sagtens bage denne tærte i en almindelig tærteform med bølget kant og løs bund.
Efterårslækker æbletærte
(6-8 pers)
Mørdej:
140 g mel
40 g flormelis
1 knivspids salt
70 g smør, koldt
1 æggeblomme
Frangipane (mandelcreme):
40 g mandler
40 g smør, blødt
40 g sukker
1 æg
Crème pâtissière (kagecreme):
90 ml sødmælk
Korn af 1/3 vaniljestang
7 g maizena
25 g sukker
1 æggeblomme
Æblefyld:
1-2 æbler
Lidt sukker
Kanel
Et par smørklatter
Mørdej:
Kom mel, flormelis og salt i en røremaskine. Skær smør i små tern, og kom det i røremaskinen. Rør indtil det ligner revet parmesan. Saml hurtigt dejen med æggeblommen i røremaskinen til en kugle (man kan også lave mørdejen med hænderne i en skål). Dæk dejen til, og lad den hvile i køleskabet i 30 min. Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir. Læg et stykke bagepapir på et skærebræt, der er plads til i køleskabet. Placér en rund, perforereret tærtering på 20,5 cm (Følg linket her (reklame link)) på bagepapiret og beklæd både bunden (bagepapiret) og kanterne (ringen) med mørdejen. Stil den herefter på køl, mens frangipanen og kagecremen laves.
Frangipane:
Hak mandlerne helt fint i en minihakker. Pisk smør og sukker godt sammen i en skål, vend de finthakkede mandler i, tilsæt ægget og rør sammen til en ensartet creme.
Kagecreme:
Varm mælken op til kogepunktet sammen med halvdelen af sukkeret og vaniljestang tømt for korn. Pisk æggeblommer godt sammen med resten af sukkeret, vaniljekorn og sigtet maizena. Hæld mælken over i æggemassen og pisk godt. Hæld cremen tilbage i gryden, og kog det godt sammen under kraftig piskning til cremen tykner. Køl af.
Samling:
Flyt forsigtigt bagepapiret med tærteringen og mørdejen fra skærebrættet og over på bagepladen. Rør frangipanecremen sammen med kagecremen og fordel på mørdejsbunden. Skær æblerne i tynde både og fordel på cremen. Drys med lidt sukker og kanel og fordel små smørklatter rundt på æblerne. Bag tærten ved 175 grader varmluft i ca. 30-35 min. Hold øje undervejs i bagningen. Nyd gerne tærten lun med flødeskum, creme fraiche eller vaniljeis til.
Stinna skriver
Kan man evt gøre det i en springform… Evt. Med bagepapir og uden bund … Så bare lave kanten lavere? Har ingen tærteform
Anne au Chocolat skriver
Kære Stinna,
Ja det tror jeg godt! Er ikke helt sikker på hvordan resultatet bliver – men forestiller mig, at det kunne blive godt 🙂
Julie skriver
Kan man lave den dagen i forvejen og varme op dagen efter?
Anne au Chocolat skriver
Kære Julie,
Den smager den også godt afkølet 🙂 Hvis det skal varmes op på 2. dagen vil jeg anbefale at gøre det i ovnen, da den sprøde tærtekant bliver blød ved opvarmning i mikrobølgeovn.
Kh Anne
Marianne skriver
Den ser lækker ud! ? Tror du, at den bør blid bages først, hvis man bruger almindelig tærteform i porcelæn? Eller burde den stadig blive sprød uden?
Marianne skriver
Min autokorrektur lavede vist om på ordene… Bør den blindbages først? ?
Anne au Chocolat skriver
Kære Marianne,
Tusind tak! Ja det kan godt være, at det er en god idé at blindbage den lidt først, hvis det er en porcelæns tærteform.
Kh Anne
Kathrine skriver
Hej Anne,
Jeg er på udkig efter en æbletærte, som er egnet til at komme i fryseren. Kan denne bruges det til?
Mvh. Kathrine
Anne au Chocolat skriver
Kære Katrine,
Det kan den godt ja 🙂
Kh A
Katja skriver
Den ser god ud – hvor længe vil du blindbage bunden hvis den bages i porcelæn/glasform?
Anne au Chocolat skriver
Kære Katja,
Jeg ville nok blindbage den i et kvarters tid.