I aften skal jeg deltage i en japansk støttemiddag og -fest arrangeret og stablet på benene af Ad Hoc Madklub drengene på Kant Bar i København. Der bliver samlet penge ind til ofrene for katastrofen i Japan samtidig med, at vi spiser miso suppe, forårsruller og sushi. Alt sammen hjemmelavet naturligvis.
Mit spiselige bidrag til festen er disse financiers. Deres fine grønne farve skyldes den japanske matcha te, som ses på de tre nedenstående billeder. Den består af grønne teblade, der er malet til pulver, og anvendes til at drikke og til at smagsætte kager og is i Japan.
Det er første gang, jeg bruger den til at smagsætte mine kager, selvom jeg i mange år har haft en enorm lyst til at prøve. Matcha te i kager er (uden for Japan) især et populært fænomen i Frankrig, hvor man i en håndfuld år efterhånden har set opskrifter i bøger og blade og har kunnet købe matcha-roulader, -macarons og ikke mindst -financiers hos konditorierne.
Smagen af matcha te passer godt sammen med mandel og brunet smør, så det er ikke sidste gang, jeg laver denne opskrift, som i øvrigt stammer fra et gammel fransk Elle à Table magasin. Normalt improviserer/opfinder jeg alle mine kager selv, men da det skulle være til 100 mennesker, turde jeg ikke fejle. Disse kager er en grøn succes!
Opskriften er:
100 g mel
300 g flormelis
150 g mandelmel
350 g smør
8 æggehvider
15 g matcha te
Smelt smørret i en gryde, til det er blevet brunet. Hæld det klarede smør over i en skål – altså uden det brune bundfald – og lad smørret køle af. Bland imens mel, flormelis, mandelmel og matcha te. Rør æggehviderne i lidt efter lidt, og vend tilsidst det afkølede smør i. Fordel kagedejen i de små smurte forme eller silikoneforme (gøres nemmest med en sprøjtepose). Bag i 3-4 minutter ved 240 grader varmluft og derefter 4-7 minutter (evt. længere tid) ved 210 grader alt efter størrelsen af formene.
Jeg lavede dobbelt portion og fik 165 små grønne financiers ud af portionen. Jeg bagte dem i 4 minutter ved 240 grader og derefter 4 minutter ved 210 grader.
Kira skriver
Uh, dem ville jeg gerne sætte tænderne i! Mums. 😀
Sidsel skriver
Wow hvor er de flotte! Elsker den farve altså.
Piskeriset skriver
Nu får jeg flashback til for et par år siden, hvor jeg var i Japan og måtte sande, at de puttede grønt te i nærmest ALT! Og man bliver altså noget skuffet, når man bider i noget og tror, at det er spinat eller pistacie, og så får en helt anden smag 🙂
Men flot ser det ud – jeg har bare stadig lidt te-traumer på bagefronten 😉
Hav en skøn påske – med mange lækre påskeæg selvfølgelig!
cphfoodie skriver
Smukke ser de ud. Er sikker på de gjore lykke.
Carla skriver
De er toppen, de kager – bagte dem straks efter, at jeg havde set dit indlæg
🙂 C.
Anne au Chocolat skriver
Kære Kira,
De blev super gode og folk var vilde med dem! 🙂
Anne au Chocolat skriver
Hej Sidselmus
Ja, det er en fin farve. Men folk var faktisk lidt skeptiske angående farven. Alle kunne dog lide smagen!
Anne au Chocolat skriver
Kære Piskeriset
Haha 🙂 God påske til dig også!!!
Anne au Chocolat skriver
Kære cphfoodie
Folk blev meget glade for dette søde indslag 🙂
Anne au Chocolat skriver
Sådan Carla! De ser gode ud 🙂
weekendophold i København skriver
Ser lækkert og sundt ud. Skal helt sikkert prøves, og kan være med til at gøre påsken en lille smule sundere. Tak for tippet 🙂
Påskehilsen
Palle
http://weekendopholdikøbenhavn.dk/
Benedikte Capion skriver
Uuuh – hvor lækkert!! Hvor har du købt grøn matcha henne? 🙂
Søde hilsener fra Benedikte
Anne au Chocolat skriver
Kære Benedikte!
Det har jeg gjort i Sing Tehus her i Kbh 🙂
Alt godt,
Anne
Anni skriver
Hej Anne
Hvor er de fotte!
Jeg vil egentligt også lige høre, hvor du får fat i mandelmel? Eller maler du det selv?
På forhånd tak.
Anne au Chocolat skriver
Kære Anni
Jeg får som regel mine forældre til at tage en stor portion med hjem til mig, når de har været i Spanien. Det er meget sjældent, at jeg maler det selv.
Anders skriver
Den bedste matcha fås hos Chaplon Tea, http://www.the.dk. Jais har i øvrigt Danmarks bedste udvalg af friske teer, fra hvid til sort, og en del af dem fra hans egne plantager på Sri Lanka.
Diana malou skriver
hej anne..
ville lige høre hvad for forme du har brugt.. har både prøvet silikone og en metal pande til småkager men det er som når jeg bruger silikone så bliver den ikke bagt færdigt i midten os selvom jeg giver den lidt mere den skal have og bruger jeg min metal pande ja så flyder de ud i hinanden..
så hvad ville være godt at købe til disse lækre små kager.. de smger jo smadder godt men de må os gerne se indbydende ud..
Anne au Chocolat skriver
Kære Diana
Havde du prøvet at bage mine financiers? Eller er det nogle andre småkager du taler om?
Jeg bruger både silikone og metal så det varierer efter humør 🙂
Kh Anne
Cathrine Lerche skriver
uhm, de ser virkelig gode ud, er helt vild med Matcha og havde en del med hjem fra min tur i Japan, så det skal jo bruges ;D
Tror du, at man kan bage dem som madeleines i madeleineforme, og så bare justere bagetiden lidt?
Anne au Chocolat skriver
Kære Cathrine,
Ja det kan man garanteret godt 🙂 Eller også kan du sikkert bage den i en bradepande og skære den i mindre stykker bagefter 🙂
Kh Anne