Klik her for at købe E-Bogen – Glutenfri & Sukkerfri     -     eBook: Gluten-free & Sugar-free - Buy here
  • Gå direkte til primær navigation
  • Skip til indhold
  • Gå direkte til primær sidebar

Anne au Chocolat

Madkærlighed en masse

  • Hjem
  • Opskrifter
  • Om mig
  • E-Bogen – Glutenfri & Sukkerfri
  • The eBook: Gluten Free & Sugar Free

Fødselsdagslagkage til 3 årige Ada

9. oktober 2016 af Anne au Chocolat

lagkage-3

I går blev der holdt børnefødselsdag til den store guldmedalje i et af de andre rækkehuse på vores vej. Det var søde Ada, som fyldte 3 år, og hendes mor havde ugen inden spurgt, om jeg ville lave fødselsdagslagkage til fødselaren og gæsterne. Jeg sagde selvfølgelig straks ja, og det blev til disse to lagkager med masser af friske bær, syrligt sød hindbærcoulis, fløjlsblød chokoladecreme, som gemmer sig i det nederste lag bag bærrene og sidst men ikke mindst en creme lavet af vaniljefyldt crème pâtissière (kagecreme på dansk :)) vendt med letpisket fløde. Vaniljeprikkerne er svære at spotte på billederne på grund af lyset. Men de er der. I tusindvis.

I indlægget får I mængderne til én kage. Stort set alt til lagkagen kan laves dagen før, så lagkagen bare skal samles på dagen. At kunne forberede en stor del dagen før kan gøre en fødselsdagsfest meget mere overskuelig – i hvert fald for mig. Læs gerne punktet Samling af lagkagen til sidst i opskriften for at have tjek på hvilke dele, der først kan laves til sidst.

Jeg håber, at I synes om lagkagen <3

Fødselsdagslagkage
1 kage – 12 personer

Lagkagebunde:
4 æg, stuetempererede
150 g sukker
Korn af ½ vaniljestang
150 g mel
1 tsk bagepulver

Crème Pâtissière:
265 ml sødmælk
1 vaniljestang
22 g maizena
75 g sukker
3 æggeblommer (lav marengs af hviderne:))

Mælkechokoladeflødeskum:
190 ml piskefløde
115 g mælkechokolade, gerne Jivara 40% fra Valrhona

Hindbærcoulis:
110 g hindbær, friske eller frosne
50 g sukker

Øvrigt:
2 dl piskefløde
1 bakke hindbær
1 bakke blåbær
Hvide chokoladeperler (fra Valrhona)
Skovsyre

Lagkagebunde:
Beklæd bunden af en springform (24 cm i diameter) med bagepapir og smør siderne med smør. Tænd ovnen for 190 grader varmluft. Pisk de stuetempererede æg, sukker og vaniljekorn til en let og meget luftig æggesnaps. Det tager minimum 5 minutter, så det er smart at bruge en røremaskine, hvis man har sådan én. Sigt mel og bagepulveret ned i æggesnapsen og vend det hele forsigtigt rundt uden at slå for meget luft ud af kagedejen. Hæld dejen i springformen og bag den i ca. 25 minutter i ovnen. Tag kagen ud, og lad den køle af på en rist i ca. 30 minutter. Tag den ud af formen og vend kagen på hovedet, så bund bliver til top. Lad kagen køle helt af og brug derefter en savtakket kniv til at dele bunden i tre. Læg et stykke bagepapir mellem hver lagkagebund og dæk dem til med husholdningsfilm, hvis de laves dagen før og ellers ikke skal lægges sammen til lagkage med det samme.

Crème Pâtissière:
Bring mælken i kog sammen med halvdelen af sukkeret og vaniljestang tømt for korn. Pisk æggeblommer godt sammen med resten af sukkeret, vaniljekorn og den sigtede maizena. Hæld den kogende mælk over i æggemassen og pisk godt. Hæld cremen tilbage i gryden og kog det godt sammen under kraftig piskning, til cremen tykner. Hæld straks cremen over i en skål og køl den af. Dæk med film og sæt den på køl (gerne natten over).

Mælkechokoladeflødeskum:
Varm fløde op til kogepunktet i en gryde. Hak i mellemtiden mælkechokolade fint og kom den i en skål. Hæld den varme fløde over, og lad det stå i 1 minut. Brug derefter et piskeris til at røre rundt, så al mælkechokoladen smelter godt sammen med fløden. Lad det køle af, dæk derefter skålen til og sæt den på køl natten over.

Hindbærcoulis:
Varm hindbær og sukker op til kogepunktet i en gryde, og lad det småkoge i 2-3 minutter. Tag gryden af varmen og køl hindbærcoulisen af. Opbevar den på køl, til den skal bruges.

Samling af lagkagen:
Kom første bund på et fad og smør al hindbærcoulis ud på bunden. Pisk derefter mælkechokoladefløden til skum (pisk endelig ikke for meget, da den i så fald let gryner) og fordel den på hindbærcoulisen. Kom næste lagkagebund på. Pisk crème pâtissière op med en elpisker, så den bliver dejligt cremet og fløjlsblød igen. Pisk fløde til en let flødeskum og vend den forsigtigt i crème pâtissièren. Fordel halvdelen af vaniljecremen på lagkagebunden og drys med nogle af blåbærrene. Kom sidste lagkagebund på og fordel resten af vaniljecremen ovenpå. Pynt med hindbær, blåbær, hvide chokolade perler og lidt skovsyre. Server kagen straks eller sæt den på køl i et par timer, inden den skal nydes.

lagkage-2

Skrevet i: Kager

Previous Post: « Autumnal chocolate cake
Next Post: Kokos brownie bounty style »

Primær Sidebar

Velkommen til mit univers, som byder på simple skønne kager, vidunderlige chokoladesager og lykkebringende lækkerier med fokus på de bedste råvarer og livsnydelse i lange baner.

I januar 2025 gik jeg over til en glutenfri livsstil, og det kommer også til at afspejle sig i fremtidige opskrifter her på siden. Alle de gamle opskrifter forbliver her selvfølgelig. Og jeg er stadig altid på jagt efter den gode smag.

Kærlig hilsen Anne au Chocolat

E-bogen Glutenfri & Sukkerfri – køb her

The E-book Gluten-free & Sugar-free

Search

Copyright © 2025 · Anne au Chocolat · Ophavsret · Sitemap