Denne festlige figenkage med marcipan, hindbær og vaniljeprikket flødeskum lavede jeg i weekenden til Line og Antons fødselsdagsfest. Den vakte meget glæde og er også en sand vinder-kage, hvis I spørger mig. En velsmagende og ret så smuk kage, som fint formidler overgangen fra sensommer til efterår. Danske hindbær forenet med efterårets søde figner.
Figenkage med marcipan, hindbær og vaniljeflødeskum
12-14 personer
300 g marcipan, revet
300 g sukker
300 g smør, blødt
6 æg
150 g mel
Pynt:
250 ml piskefløde
20 g flormelis
Korn fra 1/2 vaniljestang
5 friske figner
150 g hindbær
Pisk marcipan og sukker sammen i en skål og tilsæt derefter smør under stadig piskning. Pisk æggene i et ad gangen og vend tilsidst mel i. Hæld mazarindejen i en smurt springform (ca. 24 cm i diameter) med bunden beklædt med bagepapir. Bag kagen i ovnen ved 180 grader varmluft i ca. 40-45 minutter. Tjek om den er færdigbagt med en strikkepind. Køl kagen af og vend den derefter ud af formen.
Pisk fløden let stiv med flormelis og vaniljekorn og fordel den på kagen. Skær fignerne i skiver og pynt kagen med dem og hindbær. Server straks eller opbevar på køl indtil servering.
Kristina Bonde skriver
Hvordan kan det være at kagen ser så mørk ud, når der ikke er kakao i? Mangler der noget i opskriften eller bruner den bare når den bages?
Anne au Chocolat skriver
Kære Kristina,
Den bruner bare når den bager 🙂