Denne lækre gulerodskage i lag delte jeg opskriften på i BT for et par weekender siden. Og nu får I den her! Den er svampet uden sidestykke og byder på en fantastisk krydret smag samt en super silkeblød flødeostecreme med et kærligt spark af citron. Sukker og lys sirup kan også skiftes ud med brun farin, hvis man ikke har sirup i skabet. Som man næsten kan se og tænke sig til direkte ud fra billedet, holder kagen sig frisk og saftig i flere dage på køl. Hvis den ikke er spist inden… <3
Gulerodskage i lag
8-10 personer
Gulerodskage:
200 g gulerødder, groftrevet
1 dl smagsneutral olie, fx solsikkeolie
2 æg
150 g sukker
150 g lys sirup
140 g mel
1 tsk bagepulver
1,5 tsk stødt kanel
1,5 tsk stødt ingefær
1/3 tsk salt
Lidt smør og mel til formen
Flødeostecreme:
300 g flødeost, fx Philadelphia
110 g smør, blødt
110 g flormelis
Fintrevet skal af 1 øko citron
3 spsk citronsaft
Evt. til pynt:
Mandler
Tørrede rosenblade
Bageform:
Springform 20 cm (reklamelink)
Gulerodskage:
Rør alle ingredienser sammen i en skål. Hæld kagedejen i en springform (20 cm) beklædt med bagepapir. Sæt kagen i en kold ovn, tænd for ovnen og bag den i ca. 60 minutter ved 180 grader varmluft. Tjek med en strikkepind eller kniv, om kagen er færdigbagt. Køl gulerodskagen helt af i formen.
Flødeostecreme:
Pisk flødeost og smør godt sammen i et minuts tid. Tilsæt de øvrige ingredienser og pisk sammen til en ensartet creme.
Samling af kagen:
Del gulerodskagen i to lige tykke bunde og placer den nederste bund på et kagefad. Fordel halvdelen af flødeostecremen på bunden og kom den øverste kagebund oven på. Fordel resten af flødeostecremen oven på og drys med hakkede mandler og lidt rosenblade. Valnødder eller pistacier er også godt på toppen.
La Cucina Nada skriver
Frækt, Anne. Og mærkelig nok, aldrig set før.
Den er da ellers helt oplagt at gøre til en lag-kage.
Seyma skriver
Hej Anne. Tror du man kan bruge honning fremfor lys sirup? Tænker da min ny slyngede honning ville være mega lækker i en kage 🙂
Janni skriver
Hej Anne
Er det 300 g brun farin, du ville bruge i stedet for lys sirup og sukker?
Vh
Janni
Kristina Krille skriver
Nøj, sikke en lækker kage. Den må jeg lige prøve at lave en dag 😀
Anne au Chocolat skriver
Kære Nada,
Ja det ser ret fint ud ik? 🙂 Og så kan man ikke gå galt i byen med ekstra frosting 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Seyma
Det tror jeg sagtens at du kan! Fortæl mig gerne om resultatet 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Janni,
Yes lige præcis 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Kristina,
Juhuu det lyder godt 🙂
Kristine skriver
Jeg har lige lavet en tredobbelt portion af kagen og cremen og det hele blev så godt!
Den skal hjælpe mig med at træde ind i 30’erne sammen med de kageglade gæster i morgen – tak for opskriften Anne 😀
Maria skriver
Har ikke altid været fan af gulerodskage, tror jeg bildte mig selv ind at jeg ikke kunne lide det. Dog efter der var en der lavede gulerodskage. Kunne jeg ikke lade være med selv at begive mig ud i at lave en. Nøj hvor var den god. Lavede den også med smagsneutral olie. Det gør virkelig underværker for at kagen bliver dejlig blød og luftig.
Anne au Chocolat skriver
Kære Kristine,
Tillykke med fødselsdagen! Og juhuu, hvor lyder det dejligt 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Maria,
Hurra for kærlighed til gulerodskage <3 Dejligt, at den hittede!
Kh Anne
Dina skriver
Nøj, den ser lækker ud. Er den lige så god som den hemmelig gue,rodskage? er toppong fast nok til at komme i sprøjtepose?
Anne au Chocolat skriver
Kære Dina,
Ja det synes jeg 🙂 Men smager lidt anderledes (bedre, synes jeg), da der er ingefær i i stedet for nellike.
Jeg tror godt, at den kan kommes i sprøjteposen 🙂
Fadak skriver
Ser mega lækkert ud! Hvis jeg kun har en form på 16 cm og på 26 cm, hvilken synes du så, at jeg skal bruge? 🙂
Anne au Chocolat skriver
Hej Fadak,
TAK! Så ville jeg gange opskriften med 1,5 (altså 3 æg, 1,5 dl olie, 300 g gulerødder osv) og bage i den store form. Nok lige kortere tid 🙂
Martin Pedersen skriver
Hej Anne
Har du evt. nogle forslag til, om man kan pynte kagen med andet end mandler og rosenblade? Ville nogle frugter eller andet også kunne passe på den?
Hilsen
Martin Pedersen
Anne au Chocolat skriver
Kære Martin,
Usaltede pistacienødder er altid et hit, fintrevet citronskal er også dekorativt og lækkert.
Kh Anne
Simone skriver
Hej Anne!
Ser så lækker ud. Jeg har planer om at lave den til min søns barnedåb her om 14 dage. Dog vil jeg lave den i en bradepande, så jeg kan skære den ud til et “M”. Hvor mange portioner tror du jeg skal gange op med?
Med venlig hilsen
Simone
Anne au Chocolat skriver
Kære Simone,
Det lyder så lækkert!! Jeg ville gange opskriften med 3 og så holde øje med bagetiden under og kontroller med en strikkepind eller lignende 🙂
Kh Anne
Malene skriver
Hej. Kan man undlade ingefær helt? I såfald, ville du erstatte det med andet (ikke nelliker)
Mvh Malene.
Louise skriver
Kære Anne 😊
Denne gulerodskage er den lækreste, mest svampet og smagsfulde kage. Jeg har været mange gulerodskager igennem, men ingen kan måle sig med din🙏 Jeg bager den 1-2 dage i forvejen, det bliver den kun bedre af. Tak for at have lavet denne perfekte opskrift og bare generelt deler dine gode bageevner 😊
Anne au Chocolat skriver
Kære Louise,
DU er så sød!!
Dejligt at høre 🙂