For et par uger siger delte jeg opskriften på min jordbærtærte i BT, og i dag deler jeg den med jer. Det har jeg glædet mig gevaldigt til! Når de sommersøde danske jordbær titter smukt frem på markerne, i haverne og i butikkerne, er det ganske fristende og meget oplagt at bruge nogle af dem til en lækker jordbærtærte, hvor de farvefine friske jordbær får lov til at brillere både visuelt og smagsmæssigt.
Jordbærtærten består af en smørsprød mørdej, mazarinfyld med masser af aromatisk marcipansmag, et lag mørk chokolade samt en fløjlsblød og vaniljeprikket kagecreme vendt med letpisket flødeskum og ikke mindst MANGE jordbær på toppen.
De fleste jordbærtærter har jo et lag gelé på toppen. Det har jeg aldrig været fan af, da det fjerner fokus fra jordbærrene. Så der er altså ingen gelé på min jordbærtærte. Ellers er det nu en ret klassisk jordbærtærte. Ofte er der en almindelig kagecreme i jordbærtærter, men i min optik bliver cremen lige det friskere og luftigere, når man vender lidt letpisket flødeskum i til sidst.
Hvis man følge opskriften, er det altså ikke spor kringlet at trylle en jordbærtærte frem til eftermiddagskaffen. God fornøjelse:)
Ps. Brug gerne de resterende hvider til marengs!
Jordbærtærte
6-8 personer
Mørdej:
140 g mel
40 g flormelis
1 knivspids salt
70 g smør, koldt
1 æggeblomme
Mazarinfyld:
60 g marcipan
50 g sukker
50 g smør, blødt
1 æg
1 spsk mel
Kagecreme:
180 ml sødmælk
Korn af 1 vaniljestang
2 æggeblommer
15 g maizena
50 g sukker
Ekstra:
70 g mørk chokolade, gerne Guanaja 70% fra Valrhona (reklamelink)
1 dl piskefløde
1 bakke danske jordbær
Mørdej:
Kom mel, flormelis og salt i en røremaskine. Skær smør i små tern, og kom det i røremaskinen. Rør indtil det ligner revet parmesan. Saml hurtigt dejen med æggeblommen til en kugle. Dæk dejen til, og lad den hvile på køl i 30 minutter. Rul den ud mellem to stykker bagepapir og kom den i tærteformen (20 cm i diameter).
Mazarinfyld:
Riv marcipanen på et rivejern og rør godt sammen med sukker. Tilsæt derefter smør og dernæst æg. Vend tilsidst mel i. Fordel mazarinfyldet på tærtebunden og bag tærten ved 175 grader varmluft i ca. 25 minutter, indtil den er fint gylden. Køl den af på en bagerist.
Kagecreme med flødeskum:
Varm mælken op til kogepunktet sammen med vaniljestangen tømt for korn. Pisk æggeblommer godt sammen sukker, vaniljekorn og den sigtede maizena. Fjern vaniljestangen og hæld mælken over i æggemassen og pisk godt imens. Hæld cremen tilbage i gryden, og kog det godt sammen under kraftig piskning, til cremen tykner. Hæld cremen over i en skål, og køl den af. Dæk skålen med film og opbevar den på køl i en times tid inden brug.
Samling af tærten:
Smelt den mørke chokolade i vandbad i en gryde eller i mikrobølgeovnen ved medium effekt. Rør i chokoladen undervejs. Fordel den smeltede chokolade på den afkølede tærte, og lad chokoladen størkne. Pisk fløden til skum og pisk kagecremen op med en elpisker, så den bliver dejligt cremet og silkeblød igen. Vend forsigtigt fløden i kagecremen. Fordel cremen oven på laget af chokolade. Pynt tærten med jordbær, og lad den gerne sætte sig en times tid på køl inden servering, men den kan også sagtens nydes med det samme.
Kristine skriver
Hej Anne,
den ser super fin ud. Kan man fryse bunden med mazarinfyld?
Kh. Kristine
Anne au Chocolat skriver
Kære Kristine,
Jeg beklager det sene svar. Yes det kan du 🙂
Kh Anne
Dorte skriver
Kan man lave tærten og kagecremen dagen før, for så at samle den dagen efter?
Eller bliver kagecremen dårlig af det?
Anne au Chocolat skriver
Kære Dorte,
Det kan du sagtens! Beklager det sene svar – har lige holdt en lang sommerferie 🙂
Mette skriver
Hej Anne.
Jeg har en tærteform på 28 cm. Er det mon passende med 1 1/2 gange opskriften til sådan en form?
Anne au Chocolat skriver
Hej Mette,
Jeg tror faktisk, at jeg ville lave dobbelt op på opskriften for en sikkerheds skyld!
Kh Anne
Mette skriver
Okay det prøver jeg 🙂 Hvis jeg nu bager bunden dagen før, ville du så opbevare den i køleskab eller bare i en pose?
Anne au Chocolat skriver
Kære Mette,
Bare i en pose eller med husholdningsfilm over 🙂
Emilia skriver
Hvis jeg skal lave kagen til 20 mennesker, er det så fint at lave potionen x4?
Emilia skriver
Og fungere det fint med past. Æggeblommer?
Anne au Chocolat skriver
Kære Emilia,
Ja det vil jeg mene. Eller måske nøjes med x3. Pasteuriserede æggeblommer kan sagtens bruges ja.
Venligst
Anne
Maria skriver
Jeg tænker på om du bruger al cremen på tærten? Jeg har forsøgt mig med en af de aflange firkantet forme og tænker at den måske ikke kan rumme så meget af cremen.
Anne au Chocolat skriver
Kære Maria,
Beklager sent svar! Jeg brugte hele cremen ja, men det kan godt være, at du skal reducere mængden lidt til den aflange form.
Kh Anne
Nina Larsen skriver
Hej Anne,
Ville man kunne erstatte sødmælk med havre- eller mandeldrik?
Vh og tak
Nina
Anne au Chocolat skriver
Kære Nina,
Ja det tænker jeg godt, at man kan 🙂
Kh Anne
Anna Andersen skriver
Hej Anne.
Jeg skal lave tærten til en ven, jeg skal lave og levere den dagen inden det skal spises. Min tanke er at han selv kan få lov at samle kagen. Men hvad gør jeg med cremen? Kan jeg godt piske den op og vende den med fløden dagen inden, så det bare skal fordeles ud over kagen og toppes med jordbær? Eller det så bedre bare at samle kagen dagen inden og blot vente med jordbær?
Mvh Anna
Anne au Chocolat skriver
Kære Anna,
Hyggelig idé! jeg ville bage tærten og så lave cremen – og så kan han piske den op på dagen og vende med flødeskum og pynte med jordbærrene.
Kh Anne