I går var min søde veninde og blogkollega Emily på besøg, og det var så hyggeligt. Vi drak masser af kaffe og spiste en saftig mazarinkage med appelsin, kanel og cremet nougatflødeskum samt knasende ristede hasselnødder og kom automatisk lidt i julestemning, mens snakken gik om at være flyttet ud af byen, at være sin egen chef (Emily er et af mine store forbilleder på den front blandt andet), vores fælles SKAM-afhængighed og meget andet. Lige sådan en søndagsstund trængte jeg til!
Denne julemazarin er en tyvstart på alle de julerier, jeg har i ærmet til jer i december. Faktisk laver jeg en slags julekalender med nye opskrifter hver dag i hele julemåneden, som jeg håber kan inspirere jer i denne tid, hvor mange helt automatisk er mere i køkkenet og har gang i masser af bagværk og fingrene i chokoladen ofte.
Bag i øvrigt gerne mazarinkagen dagen før og gør det samme med nougatfløden, så den bare skal piskes let op inden servering.
Julemazarin med appelsin og nougatflødeskum
8-10 personer
Mazarinkage:
150 g marcipan
150 g sukker
150 g smør, blødt
3 æg
75 g mel
Revet skal af 1 øko appelsin
1/2 tsk stødt kanel
Nougatflødeskum:
190 ml piskefløde
115 g blød nougat
30 g hasselnødder
Pisk marcipan og sukker sammen i en skål og tilsæt smør under stadig piskning. Pisk æg i et ad gangen. Vend derefter mel, appelsinskal og kanel i. Hæld mazarindejen i en smurt springform (ca. 20 cm i diameter) med bunden beklædt med bagepapir. Bag kagen i ovnen ved 180 grader varmluft i ca. 30 minutter. Tjek om den er færdigbagt med en strikkepind. Køl kagen af.
Nougatflødeskum:
Varm fløde op til kogepunktet i en gryde. Hak i mellemtiden nougaten fint og kom den i en skål. Hæld den varme fløde over nougaten, og lad det stå i 1 minut. Brug derefter et piskeris til at røre rundt, så nougaten smelter helt sammen med fløden. Køl af, dæk skålen til og sæt den på køl natten over.
Hasselnødder:
Rist hasselnødderne hele i et lille fad i ovnen ved 180 grader varmluft i ca. 10 minutter, til de er fint brune men ikke brændte, og hasselnøddernes brune hinde kan løsnes. Hæld hasselnødder ud på midten af et rent viskestykke og fold viskestykkets sider over hasselnødder. Nulr derefter hinderne af.
Servering:
Pisk nougatfløden til en let skum og fordel den på kagen. Skær hasselnødderne midt over og pynt kagen med dem samt lidt ekstra revet appelsinskal.
Irma skriver
Jeg ville lige høre dig til, hvor du har købt de fine marmor “tallerkner”? 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Irma,
Min tvillingebror fandt dem på et loppemarked – og jeg har selv fundet et par stykker i genbrugsforretninger, så det er nok der, du skal kigge 🙂
Tori//Gringalicious.com skriver
Yum, I really want to try this!
Dorthe Andersen skriver
Wow- endnu en lækker kage fra dig. Du bruger blød nougat ?
Glæder mig til din julekalender.
Kh Dorthe
Caroline K skriver
Uhm, det ser godt ud! Vil helt vildt gerne lave kagen til næste gang jeg har gæster, men er desværre ikke helt vild med appelsin, kan du anbefale noget andet som subsitut, eller kan man bare udelade det?
Anne au Chocolat skriver
Dear Tori,
Yay great to hear 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Dorthe,
TAK skal du have 🙂 Yes, det er blød nougat. Jeg tilføjer det lige!
Dejligt at du følger med!
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Caroline,
Tak skal du have 🙂 Du skal sagtens undlade appelsinskallen – den er også lækker uden!
Kh Anne
Marianne skriver
Piskefløde, blød nougat og hasselnødder…. (skriver allerede liste til mig selv om at huske at købe dette, idet jeg har de andre ingredienser til kagen…. 😉 )
Den ser bare for lækker ud – glæder mig til at lave den, tak for opskrift!
Anne au Chocolat skriver
Kære Marianne,
Jeg håber, at du synes godt om kagen 🙂
Kh Anne
Marianne skriver
Ja! Den blev bare så lækker!
Lavede den sidste weekend og delte den med gode venner 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Marianne,
Hvor er jeg glad for at høre det 🙂
Ha’ en dejlig lørdag.
Kh Anne
Cathrine H. skriver
Hej Anne,
Vil rigtig gerne prøve at lave kagen til en julefrokost her i weekenden – kan kagen godt først laves den dag, den skal serveres, så jeg kun skal lave nougatflødeskummen dagen inden, eller er det bedst for kagen at hvile over natten?
MVH Cathrine
Cathrine H. skriver
Hej Anne,
Vil gerne prøve at lave kagen til en julefrokost i weekenden – kan jeg vente med at lave selve kagen til dagen den skal serveres eller skal den helst hvile over natten ligesom nougatflødeskummen?
MVH Cathrine
Anne au Chocolat skriver
Kære Cathrine,
Du kan sagtens vente med at bage kagen til selve dagen. Og nougatfløden kan du også lave om morgenen, hvis kagen først skal serveres en gang om eftermiddagen/aftenen 🙂 God fornøjelse!
Kh Anne
Karen skriver
Kære Anne
Skal nougatfløden have en bestemt konsistens, før den piskes? Min har stået på køl i fire timer nu. Er det nok?
Karen skriver
Kære Anne
Skal nougatfløden have en bestemt konsistens, før den piskes? Min har stået på køl i fire timer nu. Er det nok?
Anne au Chocolat skriver
Kære Karen,
Fire timer er garanteret helt fint 🙂 Håber, at det er et hit.
God fredag.
Kh Anne
Ditte skriver
Hej Anne. Din kage ser meget lækker ud. Tror du, man ville kunne bage kagen torsdag aften og spise den lørdag, eller bliver den tør? Er der i så fald en bestemt opbevaring, der er bedre end andre?
På forhånd tak for hjælpen.
Bh
Ditte
Anne au Chocolat skriver
Kære Ditte,
Tak skal du have 🙂
Ja det tror jeg godt, at du kan. Jeg ville opbevare mazarinen ved stuetemperatur, indtil nougatflødeskummet er kommet på.
Kh Anne