Serverer du disse kransekagelækkerheder for dine venner nytårsaften, bliver de med garanti endnu gladere for dig! Deres ganer bliver i hvert fald forkælet ekstra på årets sidste aften med denne kransekagekonfekt, som byder på lækker marcipan i en fantastisk forening med syltet ingefær, hvis aromatisk krydrede smag passer perfekt både til den klassiske, mørke Guanaja 70% chokolade og den frække blonde Dulcey 32% chokolade med cremede noter af karamel og kiks og en snert af salt i eftersmagen.
Du kan snildt bage kransekagekonfekten dagen før og så opbevare den på køl, indtil den skal dyppes i chokolade.
Kransekagekonfekt med syltet ingefær
30 stk
300 g marcipan, gerne fra Summerbird
70 g flormelis
50 g pasteuriseret æggehvide (1 bæger) /eller 1,5 alm. æggehvide
90 g syltede ingefær
Til pynt:
Dulcey 32%, smeltet og tempereret
Guanaja 70%, eller anden god mørk chokolade, smeltet og tempereret
Frysetørret hindbær
Ælt marcipan med flormelis med hænderne eller i en røremaskine. Tilsæt æggehvide lidt ad gangen og ælt til massen er homogen og jævn. Blend syltet ingefær eller hak meget fint. Kom ingefær i kransekagemassen og ælt en sidste gang.
Fyld massen på en sprøjtepose med en stor stjernetyl. Sprøjt små toppe på en bageplade med bagepapir.
Bag ved 190 grader varmluft i 9-10 minutter, til de er fint gyldne. Køl ned.
Dyp bunden i smeltet chokolade og drys med frysetørret hindbær.
Indlægget indeholder affiliatelinks.
Stine Jespersen skriver
Dem vil jeg helt klart forslå min kæreste, at vi laver til nytår. Jeg skal dog have købt en stjernetyl til formålet, så jeg ville høre, om du kan linke til et, eller fortælle hvor mange millimeter (ca.) det skal være? 🙂
Ida V.R. skriver
Dem tror jeg, jeg vil lave til nytårsaften! Mon ikke de også kan fryses? Det meste kransekage bliver jo bedre efter en tur i fryseren. 🙂 Og hvorfor bruger de pasteuriseret æggehvide, når nu de bliver bagt?
Nadia Kaplan skriver
Det ser simpelthen så lækkert ud og lyder en smule eksotisk med ingefær i 🙂
http://www.neronoir.dk
Anne au Chocolat skriver
Kære Stine,
Jeg beklager det sene svar! Den er ca. 10 milimeter, den jeg har brugt.
God fornøjelse og god jul 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Ida,
Jo det tror jeg bestemt, at de kan! Jeg brugte pasteuriserede æggehvider, fordi jeg lige havde dem ved hånden. Har nu rettet i opskriften og skrevet, at man også kan bruge alm. æggehvide 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Nadia,
Tusind tak 🙂
Cecilie skriver
Lyder laekkert Anne!
Skal dulcey overtraek toerre inden dyb i moerk choko?
Tak!