Det er januar, men jeg har ingen intentioner om at spise mindre sukker. Til gengæld har jeg store planer om at få mere frisk luft og gåture i mit liv, mere søvn og endnu flere grøntsager. Det eneste jeg for alvor har tænkt at skrue ned for er brugen af min iPhone. Og generelt at reducere den daglige tid brugt på at surfe SoMe platforme og tjekke mails og i stedet indføre en slags administrativ kontortid, hvor jeg så i stedet et par gange dagligt tjekker mails og instagram. Resten af arbejdstiden kan jeg så bruge på at være kreativ og på at arbejde mere koncentreret uden at blive mentalt forstyrret af diverse inputs hele tiden. Det er min veninde Najaaraq, som har inspireret mig til at arbejde med en mere konsekvent og koncentreret kreativitet og samt det med at indføre kontortid. Jeg skal lige ind i rytmen, men jeg tror virkelig, at det kan batte noget mentalt og arbejdsmæssigt.
Og nu til denne labre chokoladekage med marcipan, som jeg bagte i går aftes, mens ungerne sov sødt, og Christian spillede fodbold. Den er intens, tung og saftig som alle min chokoladekager er, men marcipanen gør den endnu mere cremet og aromatisk – og de knasende letristede mandelflager er prikken over i’et. Jeg puttede i øvrigt marcipanen i, da jeg stadig har en del rester fra julen. Christian og jeg diskuterede lidt, om den var synd for chokoladekagen at rive marcipan i, men vi blev enige om, at det var forsøget værd. Og det er vi begge glade for, at jeg gjorde. For nøj, hvor smager den godt, den chokoladekage med marcipan!
Kagen skal helst bages dagen før, den skal serveres, så den kan sætte sig på køl og blive rigtig konfektagtig.
Jeg har lavet en lyn hindbærcoulis til kagen og serverer den sammen med creme fraiche, fordi det var hvad, køleskabet kunne byde på. Letpisket fløde eller vaniljeprikket i ville også være et hit.
Ps. Min søde svigerfar sagde her til aften, at kagen er allerbedst uden noget til, da dens fine smag fremstår mere ren og lækker sådan.
Chokoladekage med marcipan og hindbærcoulis
10 personer
160 g smør
160 g god mørk chokolade, gerne Guanaja 70% fra Valrhona (reklamelink)
160 g sukker
4 æg, let sammenpisket
1 spsk mel
100 g marcipan
20 g mandelflager
Hindbærcoulis:
100 g hindbær, friske eller frosne
40 g sukker
Bageform:
Springform 20 cm (reklamelink)
Creme fraiche, flødeskum eller vaniljeis
Chokoladekage:
Smelt smør i en gryde. Tag gryden af varmen og tilsæt den hakkede chokolade. Rør rundt, indtil chokoladen er smeltet. Rør straks sukker i og køl derefter lidt af. Tilsæt æggene lidt ad gangen. Vend mel i. Og riv tilsidst marcipan i. Hæld dejen i springform (20 cm) beklædt med bagepapir. Drys med mandelflager. Bag chokoladekagen i ca. 30 min ved 180 grader varmluft. Køl af, og opbevar den på køl indtil servering.
Hindbærcoulis:
Giv hindbær og sukker et hurtigt opkog og kom i en skål.
Kristina K. skriver
Nøj, det ser lækkert ud! Det må jeg afprøve en dag. Tak for opskriften 🙂
Anne au Chocolat skriver
Juhuu det lyder godt, Kristina 🙂
Pernille skriver
Lækker opskrift, den kan man jo oplagt få brugt sit restmacipan fra julen af. Ved du om den er velegnet til at blive frosset ned?
Anne au Chocolat skriver
Kære Pernille,
Lige præcis:) Ja, den kan sagtens fryses!
Catharina skriver
Skal æggene piskes eller røres i?
Anne au Chocolat skriver
Kære Catharina,
De skal bare røres i.
Iben skriver
Er det korrekt at det kun er en spsk mel i din chokoladekage med marcipan fra 2018
Anne au Chocolat skriver
Kære Iben,
Det er nemlig helt korrekt ja – den bliver den konfektagtig 🙂
Kh Anne
Stine skriver
Ville man kunne tilføje kanel til denne opskrift, tror du – og i så fald, hvor meget/lidt ville du anbefale? 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Stine,
1/2 tsk ville jeg prøve med:)
Sara Mølgaard skriver
Den tror jeg skal prøve, at lave til min 18 års fødselsdag om 9 dage.
Anne au Chocolat skriver
Kære Sara,
Det lyder rigtig godt 🙂