I aftes lavede den dygtige Thomas Parry en skøn dessertmiddag på Cofocos restaurant Numéro 64, og jeg var så heldig at få lov til at spise alle herlighederne med en ven. Min nye madven. Vi havde en hyggelig aften med spændende mad og desserter og interessante vine, samt madnørdet snak hele vejen igennem. Jeg er helt vild med at bruge en aften på at spise mad og drikke vin og tale i et væk om restauranter, vinpræferencer, råvarer, sæsonmad, nordisk mad, fransk mad, sensorik og smagskombinationer. Flere af disse aftener tak!
Da jeg besluttede mig for at lave denne mandelkage, var der også en god portion smagskombinatorik indblandet. Jeg tænkte, mandel og chokolade går godt sammen, mandel og pære lige så og ikke mindst pære og chokolade (pære belle hélène som det klassiske eksempel). Og sådan blev denne mandelkage til.
Men når man lige pludselig vælger at opfinde en ny kageopskrift, skal man selv som garvet kagebager være på vagt. Der er så utroligt meget kemi i bagværk, at man bliver nødt til at respektere visse regler (som håber jeg, min nye madven vil skrive et gæsteindlæg om på bloggen! 🙂 ) Det gør jeg ikke altid. Heldigvis blev denne kage alligevel god!
Opskriften er
2 pærer, skrællede og skåret i små tern
1/2 citron, saft af
3 spsk vanillesukker
125 g mandelmel
125 g sukker
3 æg
70 g mel
115 g smør, smeltet til beurre noisette/nøddesmør
2 håndfulde mandler, grofthakket
50 g chokolade, caraïbe fra Valrhona, hakket
Start med at forberede pærefyldet. Kom pæreternene i en gryde med vanillesukker (hjemmelavet!) og citronsaft, bring det i kog og lad det simre, indtil pæreternene har fået et nærmest gennemsigtig udseende. Dræn pærerne i en sigte. Gem pæresiruppen!
Lav dejen ved at lune mandelmel, sukker og æg op i en skål over et bain-marie (vandbad). Tag skålen af varmen og rør skiftevis mel og nøddesmør i. Hæld dejen i rund bageform (ca 22 cm/dia) foret med bagepapir og drys chokolade, pæretern og mandler ovenpå. Bag ved 180grader varmluft i 25-30 min. Reducer i mellemtiden pæresiruppen og fordel den ud over den bagte kage. Server kagen lun eller afkølet med flødeskum eller vanilleis!


