Denne kage er stjernelækker! Marmoret chokoladekærlighed med forfriskende, syrligt søde hindbær og en silkeblød chokoladeintens ganache på toppen samt knasende sprøde aromatiske ristede Piemonte hasselnødder.
Perfekt til eftermiddagskaffen eller som afslutningen på en god middag.
Her kommer opskriften:
Marmoreret brownie med mørk og hvid chokolade og hindbær
8-10 personer
Brownie og blondie:
200 g smør
100 g god mørk chokolade
100 g god hvid chokolade
125 g mel
3 æg
265 g sukker
1/3 tsk salt
100 g hindbær (friske eller frosne)
Mørk chokolade ganache:
100 g god mørk chokolade
100 ml piskefløde
20 g glukosesirup
Hakkede ristede Piemonte hasselnødder
Evt. rød skovsyre
Brownie og blondie:
Forvarm ovnen til 180 grader varmluft. Smelt 100 g smør i en gryde og 100 g smør i en anden gryde, sluk for varmen og kom straks den hakkede mørke chokolade i den ene gryde og den hakkede hvide chokolade i den anden gryde og lad dem smelte sammen med smørret. Køl lidt af. Pisk mel, æg, sukker og salt til luftig konsistens i en skål. Hæld halvdelen af dejen over i en anden skål. Tilsæt langsomt blandingen af smeltet mørk chokolade og smør i den ene skål og rør godt undervejs. Tilsæt dernæst langsomt blandingen af smeltet hvid chokolade og smør i den anden skål og rør godt undervejs. Hæld skiftevis den mørke browniedej og den hvide blondiedej i en kvadratisk kageform (22 x 22) beklædt med bagepapir. Vend lidt rundt i kagedejen med en strikkepind, så kagen marmoreres. Tryk hindbær ned i dejen og bag kagen i ca. 30-35 minutter. Køl kagen helt af. Husk at en brownie helst skal bages dagen før, så den har tid til at sætte sig og få den helt rigtige konsistens. Opbevar den på køl indtil servering.
Mørk chokolade ganache:
Hak den mørke chokolade ultrafint og kom den i en skål. Varm piskefløden op til kogepunktet med glukosesirup og hæld over chokoladen. Lad det stå i 2 minutter, og rør derefter i cirkulære bevægelser fra midten med en dejskraber. Fordel dernæst på kagen og drys med ristede hasselnødder. Lad kagen sætter sig på køl i en times tid, enten den skæres ud og nydes.
Signe Vinther skriver
Hej Anne
Ovntemperatur fremgår ikke af opskriften?
Anne au Chocolat skriver
Hej Signe,
Det står som det allerførste i opskriften 🙂
Kh Anne