Så blev det 1. september, men efterårssolen stråler heldigvis smukt denne fredag morgen. I får i dag opskriften på disse nuttede mini hindbærkager med marengs på toppen, som er det perfekte indslag til eftermiddagskaffen eller -teen i weekenden, hvis I spørger mig.
For første gang i evigheder har jeg brugt tyller til at dekorere kagerne med. Det er dette tyllesæt fra hjemmekonditor med 26 forskellige tyller i rustfrit stål, jeg har leget med. Tyllesættet er fra De Buyer og har en adapter, som gør det muligt at skifte alle tyller på samme sprøjtepose. Ret smart altså! Følg linket her (reklame link). Og så har jeg fået en rulle med engangsprøjteposer, følg linket her (reklame link).
Jeg håber, at I alle får en dejlig sød weekend med plads til sjov og afslapning.
Mini hindbærkager med marengs
7 stk
60 g blødt smør
60 g bagesukker
1 æg
60 g mel
1/4 tsk bagepulver
Hindbærfyld:
75 g hindbær, friske eller frosne
30 g hjemmelavet vaniljesukker (eller 30 g sukker blandet med korn fra 1/4 vaniljestang)
Marengs:
1 æggehvide
50 g sukker
Kagedej:
Forvarm ovnen til 175 grader varmluft. Pisk smør og sukker godt sammen og tilsæt ægget. Vend mel og bagepulver i og fordel dejen i små silikoneforme, følg linket her (reklame link). Bag i ca. 15 minutter. Kontroller om kagerne er færdigbagte med en strikkepind eller kødnål. Vend ud af formen efter fem minutter. Køl af på en bagerist.
Hindbærfyld:
Bring hindbær, sukker og vanilje i kog i en gryde, og lad det simre i 4-5 minutter. Hæld hindbærrene i en skål til afkøling.
Skær kagerne midt over. Fordel hindbærfyldet på bunden og kom kagetoppen på.
Marengs:
Kom æggehvide i en skål og tilsæt gradvist sukker under piskning, indtil marengsen er blank og hvid. Kom i sprøjtepose med valgfri tylle og pynt kagerne. Brug en gasbrænder/blowtorch til at brænde marengsen let.
VenterPaaVinBlog skriver
Hvor er den bare sød! Beundre altid dine evner til æstetik, som man kan se på mit sidste indlæg, kommer skønheden ikke altid frem, når jeg er i køknet 😉 ?
God efterårsstart til dig
– A