Det er alt for længe siden, jeg har bagt en tærte, så det blev der lavet om på i dag, da jeg lavede denne forårslækre smørsprøde tærte med økologiske rabarber og mandelfrangipane. Serveret afkølet, men nybagt med vaniljeis til i de sødeste venners solstrålende have (med afstand). Ren balsam for sjælen – kagelykke og forsigtigt vennegensyn.
Rabarbertærte med frangipane
6-8 pers
Mørdej:
140 g mel
40 g flormelis
1 nip salt
70 g smør, koldt
1 æggeblomme
Frangipane:
80 g smør, blødt
80 g sukker
80 g mandelmel (eller fintblendede mandler)
1 æg
Sukkerlage og rabarberfyld:
20 g vand
20 sukker
300 g rabarber, skyllet og skåret i stykker à 3-4 cm.
Mandelsplitter
Mørdej:
Kom mel, flormelis og salt i en røremaskine. Skær smør i små tern, og kom det i røremaskinen. Rør indtil det ligner brødkrummer. Saml hurtigt dejen med æggeblommen i røremaskinen til en kugle. (Man kan også lave mørdejen med hænderne i en skål). Dæk dejen til, og lad den hvile i køleskabet i 30 min. Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir. Læg et stykke bagepapir på et skærebræt, der er plads til i køleskabet. (Man kan også bage direkte på en perforeret bageplade – det gør jeg faktisk, men det er langt fra alle, som har sådan en plade:)). Placér en rund, perforereret tærtering på 20,5 cm på bagepapiret og beklæd både bunden (bagepapiret) og kanterne (ringen) med mørdejen. Stil den herefter på køl, mens frangipanen laves.
Frangipane:
Pisk smør og sukker godt sammen i en skål, vend mandelmel/fintblendede mandler i, tilsæt ægget og rør sammen til en ensartet creme.
Samling, sukkerlage og æblefyld:
Forvarm ovnen til 175 grader varmluft. Flyt forsigtigt bagepapiret med tærteringen og mørdejen fra skærebrættet og over på bagepladen. Fordel frangipanecremen på mørdejsbunden. Bring vand og sukker i kog i en lille gryde, og lad det småkoge et øjeblik, til sukkeret er opløst. Fordel rabarberstykker på frangipanecremen. Pensl rabarberstykkerne med sukkerlage og drys med mandelsplitter. Bag tærten i ca. 30-35 min.
Marianne Møller Jensen skriver
God rabarbertærte, nem at lave.
Anne au Chocolat skriver
Tak Marianne 🙂
Marie skriver
Ser vildt lækker ud! Kunne man ikke bare bage den i en tærteform? Hvis nu man har sådan en, men man ikke ejer en bagering 😉 Eller bliver bunden anderledes af at være i en form?
Anne au Chocolat skriver
Kære Marie,
Jeg beklager det lidt sene svar. Jo det kan du tro 🙂 Så ville jeg nok forbage/blindbage bunde lidt først dog.
Kh Anne