Denne fredag byder bloggen på små søde og saftige kager med en kærlig citronhilsen i både dej og frosting. Og så er der ricotta i dejen og flødeost i frostingen – så jeg er gået all in på friskost i disse kager, som i øvrigt fint kan bages en dag før servering.
Nyd dem som de er – eller sammen med en kop kaffe eller te. Jeg har prøvet alle valgmulighederne:)
Saftige citronkager med cream cheese frosting
8 stk
Citronkager:
65 g smør
1 æg
100 g sukker
100 g ricotta
Fintrevet skal af 1/2 øko citron
1/2 tsk bagepulver
85 g mel
Cream cheese frosting:
110 g flødeost, fx Philadelphia
40 g smør, blødt
40 g flormelis
Fintrevet skal af 1/2 øko citron
Saft af 1/4 citron
Pynt: Finthakkede pistacier, frysetørret hindbær og lidt frisk mynte
Citronkager:
Smelt smørret, og lad det køle af. Pisk æg og sukker til en let og luftig æggesnaps i en skål. Pisk ricotta og citronskal i. Vend derefter mel og bagepulver i og tilsæt tilsidst det smeltede smør. Fordel dejen i 8 huller i bageformen (jeg brugte min silikoneform købt i Kunst og Køkkentøj med huller på 5 cm i diameter). Bag kagerne ved 180 grader varmluft i ca. 16-18 minutter. Tjek om de er færdige med en kødnål. Vend kagerne ud af formen efter fem minutter, og lad dem køle af på en bagerist.
Cream cheese frosting:
Pisk alle ingredienserne sammen til en ensartet og let luftig creme. Set cremen på køl i 30 minutter. Kom i en sprøjtepose med tylle og pynt kagerne. Cremen kan også fordeles på kagerne med en ske. Drys med pistacier, hindbær og mynte.
Line skriver
Kan kagerne laves i almindelige muffinsforme? Og i så fald vil bagetid så være kortere? 🙂