Klik her for at købe E-Bogen – Glutenfri & Sukkerfri     -     eBook: Gluten-free & Sugar-free - Buy here
  • Gå direkte til primær navigation
  • Skip til indhold
  • Gå direkte til primær sidebar

Anne au Chocolat

Madkærlighed en masse

  • Hjem
  • Opskrifter
  • Om mig
  • E-Bogen – Glutenfri & Sukkerfri
  • The eBook: Gluten Free & Sugar Free

Små lakridstærter med syltede bær, skyr og mælkechokolade

18. marts 2012 af Anne au Chocolat

For ikke så længe siden fik jeg lov til at teste Microplanes chokoladerivejern, og det gjorde jeg, da jeg rev Caraïbe ud over disse bananpandekager. Det var et stort hit, og jeg kan fortælle jer, at jeg siden hen har revet chokolade ud over mange ting. Også min morgenmad.
Jeg er en heldig pige, og jeg har fået lov til at teste endnu et af Microplanes rivejern. Denne gang et ekstra groft rivejern. Som I kan se på billederne, brugte jeg det til at rive koldt smør til min lakridsmørdej. Det var Stephanie fra Hamonoya, som tippede mig om, at dette rivejern skulle være ekstra egnet til mørdej, som man jo som bekendt ikke må arbejde med for længe. Mørdej skal altid blot samles og så på køl inden udrulning for, at den bliver rigtig sprød, når man bager den. Det er i hvert fald min erfaring.
Jeg var lykkelig, da jeg erfarede, hvor godt og yderst hurtigt det kolde smør i Microplane-revet-tilstand blandede sig med melet. Vældig smart! Jeg rev smørret på en tallerken for at demonstrere det visuelt (det ligner næsten revet ost) for jer, men næste gang har jeg tænkt mig at rive smørret direkte ned i melet i min Kitchen Aid-røreskål.

Ideen til disse små lakridstærter opstod, da jeg forleden pludselig tænkte lakrids, bær og mælkechokolade. Jeg tænker tit noget lignende – altså jeg tænker tit i kager. Det er jo ikke ligefrem bær-sæson, men jeg havde en pose blandet øko-bær liggende i fryseren, og så syltede jeg nogle af dem med sukker og vanille. Jeg kan nemlig godt lide smagen af vanille sammen med lakrids. Til lakridsmørdejen brugte jeg lakridspulver fra svenske Lakritsfabriken, som er det mest aromatiske og velsmagende lakridspulver, jeg længe har smagt! Og så står dåsen i øvrigt på min kommode i stuen, da jeg synes, at den er noget så fin at kigge på. Mellem den bagte sprøde lakridsmørdej og de syltede bær kom jeg en skefuld skyr, hvis cremede friskhed går godt til det meste. Ovenpå bærrene rev jeg mælkechokoladen Jivara fra Valrhona. Ser I, jeg er nemlig også vild med lakrids-mælkechokolade-kombinationen : )

Til 8 små lakridstærter brugte jeg:

Mørdej:
150 g mel
75 g smør, revet på Microplane rivejern
40 g sukker
8 g lakridspulver
1/4 dl koldt vand

Rør mel, smør, sukker og lakridspulver sammen i røremaskinen og saml med det kolde vand. Lad dejen hvile på køl i en halv times tid.

Rul dejen ud i ca. 5 mms tykkelse og udstik (jeg brugte en udstikker på 10 cm i diameter) dejen, som så trykkes ned i individuelle tærteforme. Prik i dejen med en gaffel og bag de små tærtebunde, til de er gyldne ved 190 grader (det tager ca. 15-20 minutter). Blindbag dem eventuelt lidt først.

Syltede bær:
150 g blandede bær
75 g sukker
1 vanillestang, tømt for korn

Kog bær, sukker, vanillekorn og stang sammen i en gryde i et par minutter. Hæld de syltede bær på et glas og skru låget på, mens glasset stadig er varmt.

Anret tærterne med skyr i bunden, de afkølede syltede bær og så revet mælkechokolade på toppen.

I kan tro, at tærterne smager dejligt med kaffe til.

Skrevet i: Desserter, Kager Tags: bærkompot, jivara, lakridspulver, Lakritsfabriken, mælkechokolade, Microplane, rivejern, skyr, syltede bær, tærte, tærtebunde, vanille

Previous Post: « En dessert fra Krogs Fiskerestaurant med Aalborg Jubilæums Akvavit i, samt en lille konkurrence
Next Post: Årets Kage 2012 – En lille en til kaffen »

Primær Sidebar

Velkommen til mit univers, som byder på simple skønne kager, vidunderlige chokoladesager og lykkebringende lækkerier med fokus på de bedste råvarer og livsnydelse i lange baner.

I januar 2025 gik jeg over til en glutenfri livsstil, og det kommer også til at afspejle sig i fremtidige opskrifter her på siden. Alle de gamle opskrifter forbliver her selvfølgelig. Og jeg er stadig altid på jagt efter den gode smag.

Kærlig hilsen Anne au Chocolat

E-bogen Glutenfri & Sukkerfri – køb her

The E-book Gluten-free & Sugar-free

Search

Copyright © 2025 · Anne au Chocolat · Ophavsret · Sitemap