Disse nuttede kirsebær chokoladetærter smager fantastisk og byder på smørssprød mørdej, intens chokolade(ballade)kagesmag, syltede kirsebær og den lækreste kirsebærflødeskum. De vakte begejstring herhjemme, kan I tro ♥
Når jeg bager med perforerede tærteringe, bager jeg direkte på en perforeret bageplade (reklamelink) uden bagepapir, da det giver det alle mest mørdejssprøde resultat. Men hvis man ikke har dette, kan man bage på bageplade med bagepapir, som jeg skriver i opskriften nedenfor.
I får den fulde opskrift på mørdej her, da det er svært at lave en mindre portion. Men resten af dejen kan fryses til en anden gang. Jeg har faktisk brugt en rest mørdej fra fryseren til denne opskrift.
Rigtig god fornøjelse!
Små kirsebær chokoladetærter med kirsebærflødeskum
2 små og 2 mini
Mørdej:
140 g mel
40 g flormelis
1 nip salt
70 g smør, koldt
1 æggeblomme
Chokoladekagefyld:
40 g smør
40 g chokolade
50 g sukker
1 æg
1 tsk mel
12 syltede kirsebær, gerne fra Selleberg
Kirsebærflødeskum:
150 ml piskefløde
15 g kirsebærsirup (fra glasset med de syltede kirsebær)
Pynt:
Lidt frysetørret bærpulver
Caramélia pearls fra Valrhona (reklamelink)
Mørdej:
Kom mel, flormelis og salt i en røremaskine. Skær smør i små tern, og kom det i røremaskinen. Rør indtil det ligner brødkrummer. Saml hurtigt dejen med æggeblommen i røremaskinen til en kugle (man kan også sagtens lave mørdejen med hænderne i en skål). Dæk dejen til, og lad den hvile på køl i 30 min. Brug kun halvdelen af dejen og frys gerne resten ned. Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir. Læg et stykke bagepapir på et skærebræt, der er plads til i køleskabet. Placér 2 runde, perforerede tærteringe på 6,5 cm og 2 runde, perforerede tærteform på ca. 5 cm på bagepapiret og beklæd både bundene (bagepapiret) og kanterne (ringene) med mørdejen. Stil herefter på køl, mens chokoladekagefyldet laves.
Chokoladekagefyld:
Forvarm ovnen til 180 grader varmluft. Smelt smør i en gryde, tilsæt den hakkede mørke chokolade og tag den af varmen. Rør godt rundt, så chokoladen smelter sammen med smørret. Tilsæt sukker og rør godt rundt. Vend det sammenpiskede æg i og tilsidst mel. Flyt forsigtigt bagepapiret med de mørdejsfyldte tærteringe fra skærebrættet over på bagepladen. Fordel chokoladekageblandingen på mørdejsbundene og tryk 4 kirsebær ned i hver af de store tærter og to kirsebær ned i hver af de små. Bag tærterne i 15 minutter. Og køl af.
Kirsebærflødeskum:
Pisk fløden og kirsebærsirup til skum og kom det i en sprøjtepose med en stor stjernetylle og pynt tærterne. Pynt derefter med chokoladeperler og lidt bærpulver. Server straks eller stil på køl til servering.
Marie skriver
Kan det bages som en stor tærte?
Anne au Chocolat skriver
Kære Marie,
Ja, det tænker jeg sagtens. Så ville jeg nok gerne opskriften på fyldet med 1,5.
Kh Anne
Nia skriver
Hvor ser de bare lækre ud! De fine små tærter skal helt sikkert afprøves. Tror du, at de kan fryses efter bagning?
Anne au Chocolat skriver
Kære Nia,
Ja det tænker jeg godt 🙂