Søndag formiddag. Der er helt stille i hytten, da lillebror sover sin formiddagslur, og Christian og Kaj er i skoven. Jeg drikker en kop kaffe, og deler i skrivende stund endnu en ret så lækker tærteopskrift med jer.
Små søndagstærter med rabarberkompot og chokoladefyld. Det er første gang, at jeg kombinerer rabarber med mørk chokolade, men bestemt ikke den sidste. For åh, de her tærter er gode! Christian var meget begejstret, da vi delte den ene i går eftermiddags. Og knap så begejstret da jeg i aftes sagde, at vi skulle gemme nr. 2 til kaffen søndag eftermiddag:)
Der er lidt for meget mørdej og rabarberkompot i opskriften, med nyd den resterende rabarberkompot på morgengrøden eller i yoghurten og frys resten af mørdejen til en anden god gang.
Opskriften giver to tærter, men rækker fint til fire dessert- eller eftermiddagskageglade personer.
Lav hellere end gerne tærterne en dag før servering og spis dem evt. med en skefuld let pisket flødeskum til eller måske en kugle vaniljeprikket is.
Søndagstærter med chokolade og rabarber
2 stk – 4 personer
Mørdej:
140 g mel
40 g flormelis
1 knivspids salt
70 g smør, koldt
1 æggeblomme
Rabarberkompot:
200 g rabarber, skåret i mindre stykker
90 g sukker
Chokoladefyld:
40 g smør
40 g hakket mørk chokolade, gerne Guanaja 70% fra Valrhona (reklamelink)
50 g sukker
1 æg, let sammenpisket
Pynt:
Lidt kakaopulver og lidt hvide chokoladespåner
Mørdej:
Kom mel, flormelis og salt i en røremaskine. Skær smør i små tern, og kom det i røremaskinen. Rør indtil det ligner revet parmesan. Saml hurtigt dejen med æggeblommen til en kugle. Dæk dejen til, og lad den hvile på køl i 30 minutter. Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, og kom den i de to tærteforme (12 cm diameter). Stil på køl.
Rabarberkompot:
Bring rabarber og sukker i kog i en gryde, og lad det simre i 5-7 minutter. Tag gryden af varmen og køl af. Dæk mørdejsbunden med et fint lag rabarberkompot.
Chokoladefyld:
Smelt smørret i en gryde og tilsæt den hakkede chokolade. Rør rundt så chokoladen smelter sammen med smørret. Tag gryden af varmen, og rør sukker i. Køl lidt af, og tilsæt æg lidt ad gangen. Fordel chokoladefyldet oven på rabarberkompotten. Og bag tærterne ved 175 grader varmluft i ca. 17-20 minutter. Køl helt af.
Pynt evt. med et drys kakao og lidt hvide chokoladespåner lige inden servering.
Maja Harder skriver
Mhhh rarbaber kan simpelthen ikke komme i for meget efter min mening. Det lyder lækkert!
Anne au Chocolat skriver
Kære Maja,
Tak skal du have – jeg er helt enig! 🙂
Kh Anne
Anne Pedersen skriver
Lækker kage, som får munden til at løbe i vand! Med planer om at lave sådan en – Hvilken størrelse er dine tærteforme? 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Anne,
Tusind tak 🙂
Som der også står i opskriften, er tærteformene på 12 cm i diameter.
God bagelyst!
Kh Anne
Ida skriver
Jeg har en tærteform på 20,5 cm vil den mon passe til opskriften? Eller skal jeg snarere bruge den jeg har på 24 cm ?
Anne au Chocolat skriver
Kære Ida,
Jeg er ked af det lidt sene svar. Ja det tænker jeg er fint!! kh Anne