Klik her for at købe E-Bogen – Glutenfri & Sukkerfri     -     eBook: Gluten-free & Sugar-free - Buy here
  • Gå direkte til primær navigation
  • Skip til indhold
  • Gå direkte til primær sidebar

Anne au Chocolat

Madkærlighed en masse

  • Hjem
  • Opskrifter
  • Om mig
  • E-Bogen – Glutenfri & Sukkerfri
  • The eBook: Gluten Free & Sugar Free

Tærte med jordbær, frangipane og brændt marengs

11. august 2017 af Anne au Chocolat


Fredag og snart weekend, som står i hyggens og afslapningens tegn. Dét er dejligt! Jeg ville dog ønske, at der var mere tilbage af denne tærte med jordbær, frangipane og letbrændt marengs. Men det var en torsdagstærte. Bagt i går og spist i går <3

Kombinationen af smørsprød mørdej, vaniljet jordbærkompot, blød mandel-frangipane og letbrændt marengs er genial. Og den friske mynte fra haven var lige prikken over i’et sammen med dagens modne vilde skovjordbær – også fra haven.

Jeg brugte økologiske jordbær fra frost, da de lå og gemte sig i fryseren, som vi altid er lidt i gang med at tømme ud i. Normalt bruger jeg mandelmel til min frangipane, men da jeg ikke havde noget, blev det til helt finthakkede mandler i stedet. Mindst lige så lækkert!

Alt i alt en super tærte, som jeg klart skal lave igen:)

Tærte med jordbær, frangipane og brændt marengs
8 personer

Mørdej:
140 g mel
40 g flormelis
1 knivspids salt
70 g smør, koldt
1 æggeblomme

Jordbærkompot:
200 g (frosne) jordbær
50 g hjemmelavet vaniljerørsukker, alternativt 50 g rørsukker og korn af 1/2 stang vanilje
Saft af 1/4 citron

Frangipane:
80 g mandler
80 g smør, blødt
80 g sukker
2 æg

Marengs:
1 æggehvide
50 g sukker

Pynt:
Frisk mynte og (skov)jordbær

Mørdej:
Kom mel, flormelis og salt i en røremaskine. Skær smør i små tern, og kom det i røremaskinen. Rør indtil det ligner revet parmesan. Saml hurtigt dejen med æggeblommen til en kugle. Dæk dejen til, og lad den hvile på køl i 30 minutter. Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir og kom den i tærteformen (høj form på 20 cm i diameter)

Jordbærkompot:
Bring jordbær, vaniljerørsukker og citronsaft i kog i en gryde, og lad det småsimre i 5-7 minutter. Skum af og afkøl let. Fordel på mørdejen

Frangipane:
Hak mandlerne helt fint i en minihakker. Pisk smør og sukker godt sammen i en skål, vend de finthakkede mandler i og tilsæt æggene et ad gangen. Fordel ovenpå jordbærrene.

Bag tærten i ovnen ved 175 grader varmluft i ca. 35-40 minutter. Køl tærten helt af.

Marengs:
Kom æggehvide i en skål og tilsæt gradvist sukker under piskning, indtil marengsen er blank og hvid. Fordel på den bagte tærte og brug en gasbrænder/blowtorch til at brænde marengsen let.

Pynt med frisk mynte og gerne lidt (skov)jordbær.

Skrevet i: Kager

Previous Post: « Chokoladeis med rom
Next Post: Søndagstærter med chokolade og rabarber »

Primær Sidebar

Velkommen til mit univers, som byder på simple skønne kager, vidunderlige chokoladesager og lykkebringende lækkerier med fokus på de bedste råvarer og livsnydelse i lange baner.

I januar 2025 gik jeg over til en glutenfri livsstil, og det kommer også til at afspejle sig i fremtidige opskrifter her på siden. Alle de gamle opskrifter forbliver her selvfølgelig. Og jeg er stadig altid på jagt efter den gode smag.

Kærlig hilsen Anne au Chocolat

E-bogen Glutenfri & Sukkerfri – køb her

The E-book Gluten-free & Sugar-free

Search

Copyright © 2025 · Anne au Chocolat · Ophavsret · Sitemap