Som jeg fortalte for en måneds tid siden, har vi købt sommerhus ved Smidtstrup Strand, en lille times køretur fra vores rækkehus i Trekroner. Sommerhuset er ikke særligt stort, men det er så fint i mine øjne. Min seje (handy)mand har malet vægge, gulve og loft hvidt indvendigt, revet det gamle køkken ned og sat et fint nyt op. Sommerhuset skal males sort udenpå med hvide vinduer, men det tager vi henad vejen. Alt skal ikke stå snorlige med det samme – det er et sommerhus, og det hele skal ikke være perfekt. Slet ikke fra starten af.
Det lille sommerhus har til gengæld en kæmpe grund på 1200 m2, som står i kontrast til vores frimærkehave i rækkerne i Trekroner. Vi nyder begge former for haveliv, og i sommerhuset bliver der spillet fodbold, lavet bål og vandkamp og gået en masse havevandringer, hvor Kaj får øje på nye spændende planter og insekter hver gang. Han STORTRIVES i sit sommerhus. Kajs sommerhus, som han siger <3
I går havde vi søde venner på besøg i sommerhuset til frokostgrill og denne chokoladeballade, jordbær og kaffe i græsset, mens ungerne løb rundt og legede med vand. De spiste også ballade og sødmefulde jordbær. Så hyggeligt og den slags lykke man skal gemme helt inderst inde til en tempotravl hverdag, hvor alt går for stærkt.
Jeg havde glemt at tage Valrhona chokolade med i sommerhus, så det blev en anden chokolade fra Brugsen. Indrømmet – det ærgrede jeg mig gevaldigt over. Men det blev nu en ret så god chokoladeballade alligevel – bagt i en brødform – den eneste “kageform” i sommerhuset pt. Som min søde og kloge veninde Camilla sagde i går, mens vi nød kagen i solens stråler, så gør det ikke noget, at der er forskel – og at man kan smage, at man er i sommerhus. Der må gerne og skal helst være forskel på den travle og alligevel lidt perfekte hverdag og så det simple sommerhusliv, hvor man kommer ned i gear og nyder hinanden ekstra meget, mens man tager opvasken i hånden.
I øvrigt blev billederne knipset med iPhone i ægte sommerhus-“keep it simple”-stil. Jeg har dog fundet en marmorplade i den lokale loppehal, og den har fået plads i sommerhuset. Haha, jeg kunne ikke dy mig!
Ditte Bo Lund skriver
Hej! Hvor er det nogle herlige kager du bager. Jeg vil gerne forsøge mig med din “chokoladeballade” …men kan ikke se/folde opskriften her på din fine hjemmeside?
Vh. Ditte
Pernille skriver
Lavede du alm potion af kagen og hvad og hvor længe fik den i ovnen?
Anne au Chocolat skriver
Kære Ditte,
Tusind tak 🙂
Her kommer flere slags:
https://anneauchocolat.dk/?s=chokoladeballade
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Pernille,
Yes almindelig portion og så fik den 45-50 minutter faktisk.
Kh Anne