I aftes mens drengene sov, og Christian spillede fodbold, lavede jeg denne knasende sprøde banangranola med kanel, kokos, mandler og græskarkerner. Og her til morgen satte jeg tænderne i den sammen med bæryoghurt, figner, hindbær og et dejligt sprødt efterårsæble. Knas knas knas og en god kop kaffe til. Sand morgenlykke <3
Denne hyggelige granola har den fineste lille smag af banan, og hele huset duftede også af banankage, mens granolaen bagte i ovnen. Kaj snackede med stor glæde en kæmpe håndfuld banangranola i morges, imens jeg lavede havregrød til ham.
Ha’ en dejlig fredag og ditto weekend <3
Ps. Nu er der tre gode ting at bruge overmodne bananer til: bananpandekager/vafler, banankage og banangranola.
Banangranola
2 modne bananer
30 g ahornsirup
200 g havregryn
30 g kokosmel
1 nip salt
1/2 tsk kanel
70 g græskarkerner
70 g mandler, grofthakket
Forvarm ovnen til 175 grader varmluft. Mos bananer grundigt i en stor skål og rør ahornsirup i. Bland de øvrige ingredienser i og rør godt rundt. Vend ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag i ca. 30 minutter. Rør 2-3 gange undervejs og hold øje med, at granolaen ikke bliver for mørk. Køl granolaen helt af. Opbevar den hjemmelavede granola i en lufttæt beholder/glas.
[…] Idee siit. […]