Glædelig 2. søndag i advent! Der ligger stadig et tyndt hvidt lag af sne i København, men lige nu er vejret bare koldt og vådt af regn. Derfor serverer jeg lidt solstråler og varme tanker fra sommerens ophold i Spanien til jer og mig selv.
Hvis I stiller et fad fyldt med french toasts til din familie, kæresten eller vennerne på morgenbordet, må lykken være gjort! De saftigt sprøde brød emmer langt væk af hygge, og de går lige i hjertet på de fleste mennesker.
Det er ikke lige frem kirsebærsæson, men jeg ved, at man kan få dem en del steder i julen, da kirsebærrene som bekendt indgår i afslutningen på mange menneskers middag juleaften. Men hvis man ikke kan få kirsebær, er det garanteret også lækkert med lidt syltede kirsebær (særligt de skønne fra Selleberg) eller anden form for syltetøj. Kunne det ikke være en god julemorgenmad her i december? French toast, kirsebær og hvid chokolade. N A M !
French toast med kirsebær og hvid chokolade
4 personer
200 g kirsebær
50 g hvid chokolade, gerne Ivoire 35% fra Valrhona
1 æg
2 spsk sukker
1 dl sødmælk
4 skiver toastbrød eller briochebrød
20 g smør til stegning
1 spsk sukker (til drys)
Udsten de fleste af kirsebærrene ved hjælp af en kirsebærudstikker eller en lille kniv, gem et par stykker til pynt – og hak dem groft. Hak den hvide chokolade groft.
Pisk æg, sukker, sødmælk sammen i en skål. Vend brødet i æggemassen og steg dem gyldne i smør på en varm pande. Anret de stegte skiver af brød på et fad. Drys 1 spsk sukker ud over brødskiverne, pynt med kirsebær og hvid chokolade og servér med det samme.
En variant: Drys kanelsukker over dine french toasts ved serveringen, samt friske blåbær og revet mælkechokolade.
Hans Olsen skriver
Glædelig anden advent i julen:-)
Hvor ser det lækkert ud og minder mig om de gode gamle dage, bare lidt mere frisk med kirsebær:-)
Hans Olsen
http://www.mariahoffbeck.blogspot.com
Ann skriver
Hej Anne.
Lækker opskrift! Jeg tror, jeg vil prøve den i weekend, da jeg har kirsebær i fryseren 🙂
Jeg har et lille spørgsmål til opskriften: du skriver, man skal hakke kirsebær og chokolade groft, men du siger ikke, hvornår det skal bruges. Er det til at komme ovenpå bagefter til pynt? Kan kun se hele kirsebær på dit billede nemlig.
På forhånd tak for hjælpen 🙂
Med venlig hilsen,
Ann
Anne au Chocolat skriver
Kære Ann,
Det lyder bare godt 🙂
Jeg snød lidt på billederne, da jeg synes, at de hele kirsebær er flottere at se på, men det er nok lækrest og mest delikat med hakkede kirsebær for smagsoplevelsen!
God fornøjelse.
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Hans
God jul 🙂
kh Anne