I dag er der farverig morgenmad på menuen med masser af god energi. Jeg fandt chiafrøene frem fra køkkenskabet mandag aften og lavede grød af dem. Sådan en slags grød, man laver aftenen før og lader hvile på køl natten over. Så i går morges var dagens første måltid lavet på nul-komma-fem, og det er da ret så smart! Jeg har lavet chiagrøden på mandelmælk og rørt en bærkompot i lige inden servering. Og så er der drysset med masser af friske hindbær, usaltede pistacier og lidt knasende hvide chokoladeperler fra Valrhona.
Jeg ved, at chiagrød til morgenmad er populært blandt mange mennesker, og min mand nød også sin portion, men jeg må altså indrømme, at jeg ikke er helt vildt begejstret. Da jeg i går spurgte folk på instagram, om de kunne lide chiagrød og om hvordan de lavede deres chiagrød, var svarene og de gode smagsforslag mange. Jane fortalte blandt andet, at hun foretrækker at lave chiagrød med cremet kokosmælk, da andet bliver for vandet i smagen. Kokosmælken må prøves næste gang. Har I nogle favoritmåder at lave chiagrød på?
Chiagrød med mandelmælk og masser af bær
1 portion
2,5 spsk chiafrø
200 ml mandelmælk
2 spsk bærkompot*
Bland chiafrø og mandelmælk i en skål, rør godt rundt og sæt grøden i køleskabet til næste morgen. Chiafrøene absorberer væsken i løbet af natten. Tag grøden ud af køleskabet og rør bærkompot i. Server med dine favoritbær, frugter og nødder – og da også gerne lidt chokolade.
*Jeg har lavet en kompot af 150 g frosne blandede øko bær og 60 g sukker. Kog i 2 minutter og køl af. Opbevares på køl i 4-5 dage og kan også bruges i havregrøden om morgen (Kaj er fan), røres i yoghurten, oven på is eller pandekager.
Cathrine Brandt skriver
Jeg foretrækker at blande chiafrøene med havregryn og yoghurt – der giver en fastere og mere cremer konsistens.
Jeg har delt mine fem favorit variationer på min yndlingsgrød lige her, hvis du har lyst til inspiration. Psst, flere af dem smager lige som kage 😉
http://www.cathrinebrandt.dk/overnight-oats-5-forskellige-variationer/
Katrine skriver
Prøv at se Green Kitchen Stories’ forskellige chia grød – de kan virkelig noget så det ikke bliver hverken kedelig eller vandet.
Anne au Chocolat skriver
Kære Cathrine,
Jeg glæder mig til at prøve nogle af dine varianter. De ser super lækre ud 🙂
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Katrine,
TAK for tip. Jeg tjekker det ud med det samme 🙂
Kh Anne