I sidste weekend plukkede jeg 1,5 kg solmodne og saftigt sødmefulde brombær fra vores sommerhushave. Det kribler allerede i mig efter at komme tilbage til vores store krat – det mest velsmagende skatkammer. Jeg efterlod nemlig M A N G E umodne bær på buskene.
Det meste af brombærhøsten frøs jeg ned i poser à 200 g, men jeg skyndte mig også straks at sætte en omgang brombærsyltetøj over at simre. Åh hvor jeg bare elsker brombærsyltetøj. Efter den klassiske kombination af sukker og citronsaft er brombærsyltetøj klart min favorit på pandekagerne. Og jeg tilsætter hverken citronskal eller vanilje, da jeg bare gerne vil have så ren en brombærsmag som muligt.
Til brombærsyltetøjet har jeg brugt syltesukker fra Dansukker, da jeg havde det i skabet i forbindelse med nogle andre opskrifter, jeg har udviklet til dem.
Brombærsyltetøj
1 stort glas eller 2 mindre
300 g brombær
200 g syltesukker
Kom brombær og syltesukker i en gryde og bring i kog. Lad det småsimre i 5-10 minutter (alt efter hvor tyk en konsistens, der ønskes) og hæld på et skoldet syltetøjsglas.
Skriv et svar