I dag viser efteråret sig fra sin velkendte side, blæsende, fuld af regn og kulde. Heldigvis sidder jeg inde i varmen med en kop kaffe foran computer, og så er det faktisk ret hyggeligt med det lidt rå vejr, selvom det smukke solstrålende løvfaldsommervejr i sidste weekend og uge jo klart var at foretrække.
Christian og jeg nåede lige at få de første par varme dage med herhjemme, og så rejste vi ellers til Nice på efterårsferie fra mandag til fredag. Bare ham og mig. Første lille ferie uden ungerne. Kaj og Emil blev passet af farmor og mormor, som de begge knuselsker. De havde det så godt herhjemme, og det samme havde vi ved Rivieraen. Selvom jeg gerne indrømmer, at jeg savnede drengene fra start til slut, så var det det hele værd at få lov til kærestetid, sove længe, spise aftensmad når man ville og drikke kaffe på en café uden ungerne prøvede at stikke af, holde i hånd og generelt selv at sætte dagsordenen.
Vi spiste lækre kager fra LAC i det gamle bydel af Nice, en smørsprød og saftig æble tarte tatin samt en fabelagtig chokolademoussekage med saltkaramel og hasselnød.
Den bedste udsigt over Nice, promenaden og stranden. Her kunne jeg stå i timevis og kigge.
Vi besøgte naturligvis også køkkenskolen, jeg arbejdede på i Tourrettes-sur-Loup fra 2005-06 lige efter gymnasiet. Det var tre år siden sidste besøg, og det er sådan et sted, jeg kan gå rent fysisk og savne, fordi det har været så skelsættende og vigtig en periode i mit (mad)liv at arbejde på La Cuisine du Jardin hos Birthe Sandager og Arne Fusager. Duftene, smagene og stemningen sidder stadig dybt i mig.
Det var så dejligt et gensyn med Birthe og Arne og deres fantastiske og evigt inspirerende køkkenskole.
Lige her på deres terrasse har vi spist mange måltider med den smukkeste udsigt over Middelhavet.
Arnes grill er verdens fineste, hvis I spørger mig!
Birthe og kursisterne havde lavet disse lækre, silkebløde og yderste farvefine viol panna cottaer med violsirup, masser af vanilje og knas på toppen i form af mørk chokolade, valnødder og kandiseret viol. Ren lykke ♥
Inden vi kørte op til køkkenskolen, gik vi en tur i den pittoreske middelalderby, som er centrum i Tourrettes-sur-Loup. Den stemning og de fine gader. Suk! Her gik jeg tur hver eneste eftermiddag det år, jeg arbejdede på køkkenskolen.
Nanna skriver
Hvor meget kostede sådan et år? Lyder så spændende!
Anne au Chocolat skriver
Kære Nanna,
Det kostede ikke noget, da jeg arbejdede og boede på køkkenskolen dernede 🙂 Jo altså jeg fik købt en masse franske kogebøger og køkkengrej med hjem! Det var så spændende og godt et år, kan du tro!