I går afholdt Københavns Konditorlaug Årets Kage 2011 på Admiral Hotel i København. Til mit store held var jeg få dage forinden blevet ringet op af Susanne Michelsen, formanden for Årets Kage 2011, og spurgt om jeg ville være med i dette års dommerpanel. Jeg sagde naturligvis JA.
Det var en stor fornøjelse og ære at få lov til at sidde i dommerpanelet sammen med konditorer, dessertkokke og kokke. Men der var vist også brug for sådan en som mig – en madnørdet, entusiastisk, kageglad pige, som trods mit forholdsvist store kendskab til lækre kage og søde sager smagte og vurderede væsentlig mere ud fra den almindelig forbrugers syn på konditorkager.
Og jeg smagte og vurderede mange mange kager! Godt 65 kager stillede op for konditorier landet rundt i går til Årets Kage 2011. Vi var otte dommere, som blev delt i to hold. De 65 kager blev fordelt på de to hold, således at hvert hold i den indledende runde smagte på ca. 33 kager. Vi bedømte kagerne på en skala fra 1-10 i de fire følgende kategorier: udseende/salgsbarhed, idé/kreativitet, smag, rationalitet/produktsvenlighed. De 10 bedste kager fra hver gruppe blev fundet (20 i alt), og dem skulle vi så smage på igen. Denne gang sad alle otte dommerne rundt om ét bord, og det blev atter nøje smagt og vurderet.
Jeg har med vilje kun valgt at vise fem af kagerne til jer her på bloggen. Der er tale om de fire højst placerede kager og én ekstra, hvis udseende var virkeligt fint, men hvis smag til gengæld ikke var “skarp nok” til, at jeg husker den i dag.
Årets Kage 2011 hedder Doma og er kreeret af Thomas Bastholm fra La Glace. Den ses som det øverste billede i indlægget og består i alt sin lækkerhed af en chokolademousse med mascarpone og indlæg af abrikos, valnødder og saltet karamel. Til min store ærgrelse fik jeg ikke taget et billede af kagen, da den var blevet skåret over. Men jeg lover jer for, at den var smuk indeni. Sirligt fine og snorlige indlæg og flotte, harmonerende farvekombinationer. Jeg snakkede med Thomas senere på aftenen, og han fortalte mere om kagen, og hvad der havde inspireret ham. Inspirationen var en ost! Han havde i sin tid lavet fyldt en camembert med valnødder, abrikoser og sirup og bagt den i ovnen. Uhmmm.. det lød godt. Og jeg kunne fange de fleste smage fra denne inspirationskilde i kagen. På nær osten.. til gengæld var der jo en cremet fuldfed mascarpone i chokolademoussen.
Den flotte andenplads ved Årets Kage 2011 ses på billedet ovenfor og er lavet af Palle Sørensen, som er konditor hos Langenæs Bageriet i Århus. Han er en af mine store desserthelte og har lige vundet DM i chokolade. Derudover fik han også en flot andenplads ved den skandinaviske kvalifikation til World Chocolate Masters i Bella Centret i sidste uge. World Chocolate Masters finder sted i Paris til oktober, og Palle skal repræsentere Danmark.
I mine øjne var Palles kage i går klart den smukkeste. Den bestod af en mørkchokolade ganache og den flotteste og blankeste creme af avokado med citron og meget tydelige vanillekorn. Og avokadocremen var selvfølgelig lige som fløjsblød, da den kom i munden!
På ovenstående billede ses fjerdepladsen, som var ret god, selvom jeg (nu får jeg garanteret hug) er lidt træt af smagskombinationen hvid chokolade/lakrids. Men lakridsen var ikke overdøvende, og kagens forskellige konsistenser var gode og spillede fantastisk sammen.
Denne lille kages udseende tiltalte mig ret meget. Den bestod af en brownie, pærekompot og en mousse af pære (eller var det citron, jeg kan ikke huske det), en sirup og så lidt crunch på toppen i form af pistacier. Det var flot, smagte udemærket, og jeg nød at spise den (jfr. billedet nedenfor), men desværre efterlod den ikke de store smagsmæssige indtryk i min mund, som første- og andenpladsen gjorde. Dem husker jeg tydeligt dagen derpå.
Her ses de fire bedste kager. Nummer tre fik jeg desværre ikke et nærbillede af, men det var en lækker lille chilikage fra Byens Bedste Kager.
Nu var det så meningen, at jeg ikke skulle (have lyst til at) spise flere søde sager, før Chokoladefestivalen på søndag. Men jeg spiste i dag frokost med min bror, og han havde medbragt en dåse af Johan Bülows lakridser overtrukket med flødechokolade. Han bød mig første gang. Jeg takkede nej. Anden gang kunne jeg ikke modstå fristelsen (fristelsen var der stadig efter 55 smagte kager i går!!) og smagte én. De er meget anbefalelsesværdige og indbegrebet af livsnydende lækkerhed – hvis man er til lakrids.
Camilla (Himmelske kager) skriver
Wow, sikke en oplevelse! Det ville have været en drømmeoplevelse for mig. Kagerne lyder meget spændende. Bliver 1. plads kagen til at købe på La Glace?
Hilsen Camilla
Irene skriver
Tak for et LÆKKERT indlæg, jeg nød de smukke billeder af de endnu smukkere kager…
Anne au Chocolat skriver
Kære Camilla
Du kan købe Årets Kage 2011 på La Glace fra i morgen af 🙂
Alt godt
Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Irene
Mange tak for kommentaren 🙂
Sidsel skriver
Anne!! Vi skal mødes i snart og så skal jeg høre om det hele!! Altså altså, så mange kager! Jeg dåner…
Anne au Chocolat skriver
Sidsel! Du kommer så meget til at høre om alle de søde sager i næste uge 🙂
Marie Holm skriver
Anne, din heldige kartoffelkage 🙂 La Glace-vinderen lyder skøn; er en sucker for både abrikos og valnød og glæder mig til at smage den! Håber vi ses til choko-festival søndag.
Kh Marie
Anne au Chocolat skriver
Kære Marie
Jeg er sikker på, at den er lige dig, den doma dér 🙂
Vi ses i morgen!
Kram Anne
Simon skriver
Meget lækkert 🙂
Anne au Chocolat skriver
Det var nemlig lækkert, Simon 🙂
Annika skriver
Kære Anne
Jeg har ikke læst så mange blokke før, men din blok virker rigtig dejlig overskuelig, og dine indlæg er rigtig spændende. Men der er noget jeg ikke forstår, hvad mener i med kriteriet “rationallitet” og “produktsvenlighed”? er det noget med smagen?