E-bog - Glad Morgenmad - Køb her
  • Gå direkte til primær navigation
  • Skip til indhold
  • Gå direkte til primær sidebar

Anne au Chocolat

Madkærlighed en masse

  • Hjem
  • Opskrifter
  • Om mig
  • E-bog Glad Morgenmad

Årets Kage 2011

9. marts 2011 af Anne au Chocolat 13 kommentarer

I går afholdt Københavns Konditorlaug Årets Kage 2011 på Admiral Hotel i København. Til mit store held var jeg få dage forinden blevet ringet op af Susanne Michelsen, formanden for Årets Kage 2011, og spurgt om jeg ville være med i dette års dommerpanel. Jeg sagde naturligvis JA.
Det var en stor fornøjelse og ære at få lov til at sidde i dommerpanelet sammen med konditorer, dessertkokke og kokke. Men der var vist også brug for sådan en som mig – en madnørdet, entusiastisk, kageglad pige, som trods mit forholdsvist store kendskab til lækre kage og søde sager smagte og vurderede væsentlig mere ud fra den almindelig forbrugers syn på konditorkager.

Og jeg smagte og vurderede mange mange kager! Godt 65 kager stillede op for konditorier landet rundt i går til Årets Kage 2011. Vi var otte dommere, som blev delt i to hold. De 65 kager blev fordelt på de to hold, således at hvert hold i den indledende runde smagte på ca. 33 kager. Vi bedømte kagerne på en skala fra 1-10 i de fire følgende kategorier: udseende/salgsbarhed, idé/kreativitet, smag, rationalitet/produktsvenlighed. De 10 bedste kager fra hver gruppe blev fundet (20 i alt), og dem skulle vi så smage på igen. Denne gang sad alle otte dommerne rundt om ét bord, og det blev atter nøje smagt og vurderet.

Jeg har med vilje kun valgt at vise fem af kagerne til jer her på bloggen. Der er tale om de fire højst placerede kager og én ekstra, hvis udseende var virkeligt fint, men hvis smag til gengæld ikke var “skarp nok” til, at jeg husker den i dag.

Årets Kage 2011 hedder Doma og er kreeret af Thomas Bastholm fra La Glace. Den ses som det øverste billede i indlægget og består i alt sin lækkerhed af en chokolademousse med mascarpone og indlæg af abrikos, valnødder og saltet karamel. Til min store ærgrelse fik jeg ikke taget et billede af kagen, da den var blevet skåret over. Men jeg lover jer for, at den var smuk indeni. Sirligt fine og snorlige indlæg og flotte, harmonerende farvekombinationer. Jeg snakkede med Thomas senere på aftenen, og han fortalte mere om kagen, og hvad der havde inspireret ham. Inspirationen var en ost! Han havde i sin tid lavet fyldt en camembert med valnødder, abrikoser og sirup og bagt den i ovnen. Uhmmm.. det lød godt. Og jeg kunne fange de fleste smage fra denne inspirationskilde i kagen. På nær osten.. til gengæld var der jo en cremet fuldfed mascarpone i chokolademoussen.


Den flotte andenplads ved Årets Kage 2011 ses på billedet ovenfor og er lavet af Palle Sørensen, som er konditor hos Langenæs Bageriet i Århus. Han er en af mine store desserthelte og har lige vundet DM i chokolade. Derudover fik han også en flot andenplads ved den skandinaviske kvalifikation til World Chocolate Masters i Bella Centret i sidste uge. World Chocolate Masters finder sted i Paris til oktober, og Palle skal repræsentere Danmark.
I mine øjne var Palles kage i går klart den smukkeste. Den bestod af en mørkchokolade ganache og den flotteste og blankeste creme af avokado med citron og meget tydelige vanillekorn. Og avokadocremen var selvfølgelig lige som fløjsblød, da den kom i munden!


På ovenstående billede ses fjerdepladsen, som var ret god, selvom jeg (nu får jeg garanteret hug) er lidt træt af smagskombinationen hvid chokolade/lakrids. Men lakridsen var ikke overdøvende, og kagens forskellige konsistenser var gode og spillede fantastisk sammen.

Denne lille kages udseende tiltalte mig ret meget. Den bestod af en brownie, pærekompot og en mousse af pære (eller var det citron, jeg kan ikke huske det), en sirup og så lidt crunch på toppen i form af pistacier. Det var flot, smagte udemærket, og jeg nød at spise den (jfr. billedet nedenfor), men desværre efterlod den ikke de store smagsmæssige indtryk i min mund, som første- og andenpladsen gjorde. Dem husker jeg tydeligt dagen derpå.

Her ses de fire bedste kager. Nummer tre fik jeg desværre ikke et nærbillede af, men det var en lækker lille chilikage fra Byens Bedste Kager.

Nu var det så meningen, at jeg ikke skulle (have lyst til at) spise flere søde sager, før Chokoladefestivalen på søndag. Men jeg spiste i dag frokost med min bror, og han havde medbragt en dåse af Johan Bülows lakridser overtrukket med flødechokolade. Han bød mig første gang. Jeg takkede nej. Anden gang kunne jeg ikke modstå fristelsen (fristelsen var der stadig efter 55 smagte kager i går!!) og smagte én. De er meget anbefalelsesværdige og indbegrebet af livsnydende lækkerhed – hvis man er til lakrids.

Skrevet i: Uncategorized Tags: Admiral Hotel, Årets Kage 2011, avokadocreme, Byens Bedste Kager, Chokoladefestival, chokoladeganache, chokolademousse, La Glace, Palle Sørensen, Rikke Gryberg, Thomas Bastholm, valnød, vanille, vanillekorn

Previous Post: « Ølandshvede og brød
Next Post: Små banankager à la Valrhona + Chokoladefestival »

Læserinteraktioner

Kommentarer

  1. Camilla (Himmelske kager) skriver

    9. marts 2011 kl. 19:20

    Wow, sikke en oplevelse! Det ville have været en drømmeoplevelse for mig. Kagerne lyder meget spændende. Bliver 1. plads kagen til at købe på La Glace?
    Hilsen Camilla

  2. Irene skriver

    9. marts 2011 kl. 20:49

    Tak for et LÆKKERT indlæg, jeg nød de smukke billeder af de endnu smukkere kager…

  3. Anne au Chocolat skriver

    9. marts 2011 kl. 22:57

    Kære Camilla
    Du kan købe Årets Kage 2011 på La Glace fra i morgen af 🙂
    Alt godt
    Anne

  4. Anne au Chocolat skriver

    9. marts 2011 kl. 22:57

    Kære Irene
    Mange tak for kommentaren 🙂

  5. Sidsel skriver

    10. marts 2011 kl. 09:20

    Anne!! Vi skal mødes i snart og så skal jeg høre om det hele!! Altså altså, så mange kager! Jeg dåner…

  6. Anne au Chocolat skriver

    10. marts 2011 kl. 18:23

    Sidsel! Du kommer så meget til at høre om alle de søde sager i næste uge 🙂

  7. Marie Holm skriver

    11. marts 2011 kl. 13:00

    Anne, din heldige kartoffelkage 🙂 La Glace-vinderen lyder skøn; er en sucker for både abrikos og valnød og glæder mig til at smage den! Håber vi ses til choko-festival søndag.

    Kh Marie

  8. Anne au Chocolat skriver

    12. marts 2011 kl. 14:47

    Kære Marie

    Jeg er sikker på, at den er lige dig, den doma dér 🙂
    Vi ses i morgen!

    Kram Anne

  9. Simon skriver

    22. marts 2011 kl. 10:30

    Meget lækkert 🙂

  10. Anne au Chocolat skriver

    22. marts 2011 kl. 20:08

    Det var nemlig lækkert, Simon 🙂

  11. Annika skriver

    17. januar 2012 kl. 11:30

    Kære Anne
    Jeg har ikke læst så mange blokke før, men din blok virker rigtig dejlig overskuelig, og dine indlæg er rigtig spændende. Men der er noget jeg ikke forstår, hvad mener i med kriteriet “rationallitet” og “produktsvenlighed”? er det noget med smagen?

Trackbacks

  1. Årets Kage 2011 siger:
    9. marts 2011 kl. 17:04

    […] Læs hele bloggen fra – Anne au Chocolat […]

  2. Årets Kage 2012 - En lille en til kaffen - Anne au Chocolat siger:
    18. maj 2017 kl. 13:21

    […] til at være med i dommerpanelet i konkurrencen arrangereret af Københavns Konditorlaug. Lige som sidste år var det en stor ære og ikke mindst en sød fornøjelse at være med til at dømme de i alt 71 […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Primær Sidebar

Kære alle, jeg holder pause fra bloggen men er aktiv på min instagram. Alle mine opskrifter er her stadig, og har I spørgsmål til dem, så send en mail til annemoltkedahl@gmail.com .

Velkommen til mit univers, som byder på simple skønne kager, vidunderlige chokoladesager og lykkebringende lækkerier med fokus på den gode smag, de bedste råvarer og livsnydelse i lange baner. Jeg lever efter devisen: søde sager er sunde for sjælen.

Kærlig hilsen Anne au Chocolat

E-bog – Glad Morgenmad – Køb her

E-book – Good Mornings – Buy here

lykken-er-is

Search

Følg mig på Instagram

Den smukkeste iskolde lørdag morgen ❄️🌞 me Den smukkeste iskolde lørdag morgen ❄️🌞 med nybagt, stadigt lunt og virkelig lækkert brød fra vores kære genbo, som har bagt brød til støtte for @dkindsamling 🙏🏻
Så blev det februar, og selvom jeg mere end nogen Så blev det februar, og selvom jeg mere end nogensinde før prøver at leve i nuet, glæder jeg mig over, at der kun er fire måneder til sommer og jordbær fra haven✌🏻🌞🍓
Life, lately 🤍 Life, lately 🤍
Som lovet, mine fastelavnsboller 💖 Gem den gern Som lovet, mine fastelavnsboller 💖 Gem den gerne 🏷

Dej:
175 ml sødmælk
20 g gær
30 g sukker
2 æg
150 g smør, blødt
1/2 tsk. stødt kardemomme
ca. 500-550 g hvedemel
1 tsk. salt

Vaniljecreme:
200 ml sødmælk
1 vaniljestang
7 g maizena
50 g sukker
2 æggeblommer

Remonce:
60 g marcipan 
60 g blødt smør
60 g sukker
40 g mørk chokolade 

Æg til pensling

Topping:
50 g god mørk chokolade 
20 g smør

Dej: Varm mælk til fingervarmt i en gryde. Hæld mælk i en røremaskine. Tilsæt gær & sukker og rør med dejkrog. Tilsæt æg, smør og kardemomme samt første 1/3 af melet og rør rundt. Tilsæt salt og mel lidt efter lidt og ælt til dejen er smidig og fugtig uden at klistre fast til fingrene. Dæk skålen med et rent fugtigt viskestykke og lad dejen hæve lunt i 45 min. Stil på køl natten over. 
Vaniljecreme: Bring sødmælk i kog sammen med 25 g sukker og vaniljestang tømt for korn. Pisk æggeblommer, 25 g sukker, vaniljekorn og den sigtede maizena sammen i en skål. Fjern vaniljestang. Hæld den kogende mælk over i æggemassen og pisk godt. Hæld cremen tilbage i gryden, og kog det sammen under kraftig piskning, til cremen tykner. Hæld cremen over i en skål og køl den af. Opbevar på køl indtil brug.
Remonce: Rør marcipan, smør og sukker sammen i en skål.
Samling: Vend den koldhævede dej ud på et let meldrysset bord og rul ud til en firkant på 40cm x 40cm. Skær dejen i 16 firkanter. Kom en skefuld vaniljecreme på hver firkant og så en skefuld remonce samt lidt hakket chokolade. Fold dejens hjørner ind over fyldet, og giv dejen et godt klem i samlingerne. Læg bollerne med samlingen nedad på to bageplader med bagepapir. Lad fastelavnsbollerne efterhæve lunt i 1,5 time under et rent fugtigt viskestykke.
Forvarm ovnen til 200* varmluft.
Bagning: Pensl bollerne med sammenpisket æg og kom første bageplade ind i ovnen. Stil et lille ildfast fad med vand på en bagerist og placer den et par riller under bagepladen. Bag fastelavnsbollerne i 6 minutter og fjern så det ildfaste fad. Bag bollerne 6 minutter mere. Køl af på bagerist og gentag bageprocessen med de sidste fastelavnsboller. 
Topping: Smelt chokolade over vandbad. Tilsæt smør og rør rundt til ensartet. Fordel på.
Følg mig på Instagram

Bliv fan på Facebook

Følg med på Bloglovin’

bloglovin

Copyright © 2023 · Anne au Chocolat · Ophavsret · Sitemap