Den første uge i Paris har været rimeligt tæt pakket med masser af introduktion på skolen, sightseeing (sammen med andre, men også bare for mig selv) og byture med danske og franske venner. Derfor hører I først fra mig nu. I lørdags havde vi en alletiders fællesspisning om aftenen – et par og tredive mennesker – i Fondation Danoise, hvor jeg bor. I denne forbindelse var jeg lørdag formiddag på et super hyggeligt marked Marché des Enfants-Rouges i Marais-kvarteret sammen med tre af mine nye venner fra huset (bl.a. søde Kathrine som er med på nederste billede) for at købe ind til festmåltidet. Til hovedret stod den på bbq-poulet med lækker avokadocreme og den dejligste salat + forskellige baguettes – alle var meget glade! Jeg var dog ikke med til at lave hovedretten, da jeg havde fingrene i crumbledejen, og for mange kokke…
Til dessert lavede jeg som hentydet til en rigtig dejlig crumble med pærer, ferskener og brombær. Frugt og bær er ikke særligt billige hernede, men de smager til gengæld af meget mere end hjemme i DK, så jeg ser det som en win-win situation 🙂
Den eneste ulempe ved at lave dessert hernede er, at jeg jo har efterladt alt mit grej hjemme i København, naturligvis inklusiv min kæmpestore baby (ismaskinen!) Men c’est la vie et ça va quand-même 🙂
Ps. Da crumblen var bagt, gik alt op i hat og briller og spisning, og jeg fik ikke taget det endelig dessertbillede. J’suis désolée!
Newyorkerbyheart skriver
Uhmm, godt ser det ud 🙂
Mange hilsner
Birthe
Eva Bagger skriver
Mmmhmmm! Ç’a l’air SUPER bon! …også ufærdig 🙂
Glæder mig til at følge din færd i Paris og dit séjour i Fondation Danoise… så kan jeg også drømme mig lidt tilbage (boede i huset i 2005/06 og gik på Jussieu).
De hilsner her fra Istanbul,
Eva
PS: Totalt thumbs up forøvrigt for en all around lækker, indbydende og velskrevet blog!
Lone Kjær skriver
Åh, hvor er det længe siden jeg har fået en rigtig lækker crumble. Tror jeg må bage i weekenden.
Anne au Chocolat skriver
Kære Birthe
Den var også super lækkert og dejligt at den kunne nydes i det fri 🙂
Anne au Chocolat skriver
Hej Eva,
Hvor sjovt at du har boet i Fondation Danoise… hvilket værelse ? 🙂
Dejligt at du kan lide min blog 🙂
Alt godt,
Anne
Anne au Chocolat skriver
Gi’ den crumble-gas i weekenden, kære Lone 🙂
Eva Bagger skriver
Salut Anne,
Jeg boede på 1. sal. Tror nok, det var værelse 5, men er ikke sikker (det er jo længe siden efterhånden, tog hjem januar 06!). Det var sådan cirka lige, når man kommer op ad trappen på 1. sal… Og ja, det er lidt skægt, at jeg også har boet der – men måske der er en logisk kausal sammenhæng, som i: Frankofile kan typisk også godt lide god mad – og som regel kan de også godt lide at LAVE god mad 😉 Hvis dette holder stik, skulle der dermed findes mange frankfile mad-bloggere 🙂
Jeg har også læst fransk (som sidefag) i Århus – synes Katrine på dit billede ser bekendt ud – er hun mon fra Århus?
Meilleures salutations,
Eva
Maria skriver
Du skal prøve at tage på Marche Beauveau, der ligger tæt på Bastille 🙂 Frugt og grønt er SÅ billigt der. Jeg var mundlam, da jeg havde handlet 3 store fyldte poser bær, frugt og grønt til omkring 150 kr!!
Anne au Chocolat skriver
Hej Eva,
Et vældigt forsinket svar, j’suis désolée!
Jeg er jo levende bevis på, at der er en kausal sammenhæng mellem frankofili og kærlighed for gastronomi 😉
Kathrine er lige blevet student, så jeg tror ikke du kender hende – men hvem ved 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Maria,
Det lyder super dejligt! Jeg må derhen i weekenden!
Alt det bedste,
Anne au Chocolat