Om et par timer går turen til New York, og jeg har ikke helt forstået det. Jeg smiler og kniber mig selv i armen! Lige på falderebet serverer jeg billederne af tre af de fem julehyggelige morgenmadsanretninger, jeg lavede til ALT for damerne. En af opskrifterne får I også. De underskønne billeder af taget af den stjerneinspirerende Line Thit Klein, og jeg bliver glad bare at kigge på dem. Ud over disse tre knipsede Line også billeder af en julefrugtsalat samt kanelgranola. På billederne her ser I julede armeriddere, luksus morgengrød og buttede luciapandekager med yoghurt, safran og rosiner. Jeg giver jer opskriften på den midterste. Mon ikke den krydrede havregrød med syrligt søde vanilleprikkede pærer, chokolade og kokos vil hitte på julemorgenbordet? 🙂
Jeg håber, at jeg når at tjekke ind med endnu en opskrift inden jul, men ellers vil jeg ønske jer en chokoladelig jul proppet med lykkelige stunder og lækker madkærlighed en masse!
Luksus havregrød med vanillesyltede pærer, kokosflager og chokolade
4 personer
Grød:
4 dl havregryn
8 dl sødmælk (eller vand)
1 ½ spsk birkes
1 ½ spsk hørfrø
8 dadler, udstenede og skåret i mindre stykker
½ tsk salt
kardemomme
Vanillesyltede pærer:
3 pærer, skrællet og skåret i mindre tern (250 g)
25 g agavesirup
¼ stang vanille, tømt for korn
¼ citron, saft af
20 g kokosflager
40 g hakket mørk chokolade, gerne Caraïbe 66% fra Valrhona
Kom pæretern i en gryde sammen med agavesirup, vanillekorn og –stang og citronsaft. Lad pæreternene simre under låg i ca. 10 minutter og rør af og til. Når de er gennemsigtige, er de klar til at blive hældt på glas indtil servering.
Til grøden:
Kom alle ingredienser til grøden i en tykbundet gryde og kog dem sammen til en grød, mens du rører.
Servér straks grøden i skåle og fordel de vanillesyltede pærer på toppen sammen med kokosflager og chokolade.
Eva Ejdorf Brøsted skriver
SUPER flotte fotos. God jul!
Hans Olsen skriver
Super lækkert spise:-)
God weekend og rejse til over sea…………..
Hans Olsen
http://www.mariahoffbeck.blogspot.com
Birgit Hansen Finnemsnn skriver
Kære Anne.
Tak for mange fine opskrifter. God tur til NY og hilsen til hele familien.
Glædelig jul fra Birgit i Luxembourg.
Diana skriver
Hej Anne,
Jeg er på udkig efter et sted hvor man kan købe en god mørk chokolade med mindst 70% kakao, gerne Valhrona. Kan du anbefale et sted hvor de sælger den evt. online?
Mvh Diana
http://www.lifestylebydianawi.com
Anne au Chocolat skriver
Kære Eva
Tusind tak.
Jeg håber, at du har haft en god jul 🙂
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Hans
Tak skal du have 🙂
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Birgit
Tusind tak for din søde hilsen. Jeg håber, at du har haft en god jul med familien.
New York var helt fantastisk og smukt julepyntet.
Kærlig hilsen
Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Diana
Tak for din hilsen! Du kan blandt andet købe det her: http://emilschokolade.dk 🙂
Kh Anne