Hver gang jeg spiser en fransk macaron bliver jeg ekstra glad. Der er noget helt særligt delikat over denne lille sammenlagte kage. Den er let men samtidig utroligt rig på fylde og smag. Den er sprød men samtidig blød indeni.
Det store sortiment af macarons i Frankrig glæder mig også. Chokolade, citron og hindbær, honning og pistache kan eksempelvis give smag og navn til en macaron. Og så er der de mere avancerede som dem med grøn matcha thé, som især hitter i madblogverdenen på nettet.
Fælles for alle de forskellige macarons er, at de består af to små sammenlagte macaronbunde (lavet af mandelmel, æggehvider og sukker) med et cremet fyld i midten, alt fra chokoladeganache og pistachesmørcreme til lemoncurd og sågar nutella.
Jeg synes, at de bedste macarons fås hos Pierre Hermé, Ladurée og ikke mindst Lenôtre. Alle tre steder findes i Paris.
Hermé har dog flere butikker i Tokyo (7) end i Paris (6) – sjovt at tænke på!
Lenôtre har også en butik i Cannes, som Peter og jeg besøgte for et par uger siden under vores sydfranske ophold. Lige midt inde i butikken skete et lille mirakel.. Vi fik en macaron à la framboise (hindbær macaron) og en macaron à la pistache GRATIS! De smagte så godt og var så sprøde og saftige, at vi næsten fik lyst til at gå tilbage (hvilket måske også var meningen?), men vi holdt igen og nød i stedet de to små.
Billedet øverst viser nogle macarons au chocolat, jeg lavede for en del tid siden. Inspirationen til indlægget kom sig netop af at jeg browsede igennem et par af mine madalbums. Hjemmelavede macarons smager godt, men købte (fra de tre førnævnte steder) er lige en tand bedre! 🙂
Klidmoster skriver
*Suk* Jeg har desværre aldrig smagt macarons, kun savlet over dem på diverse blogs. Så det gør jeg lige igen så 🙂
anneauchocolat skriver
Så er der kun 2 ting at gøre:
Lav dem selv, eller
Tag til Paris og smag the real deal!
Du kan i øvrigt også købe dem rundt omkring i kbh, men ligeså gode er de ikke!
lriger skriver
De ser virkelig lækre ud – kan man få din opskrift på dem?
Ps. fantastisk hjemmeside du har!!!
Anne au Chocolat skriver
Opskriften er lige her :
https://anneauchocolat.dk/?p=602
🙂