Min blog var nede hele dagen i går, da den store mængde vand, der ramte København og omegn lørdag aften også ramte mit webhotel. I dag har bloggen tilsyneladende haft det strålende, men jeg har været grøntsagspusher hele dagen i Din Baghave på Østerbro og efterfølgende spist sushi med min mor, som i dag er kommet hjem på dansk sommerferie fra Indien.
Jeg mangler stadig at berette om Manfreds og The Coffee Collective, som igen i år berigede min Roskilde Festivals-oplevelse med en enorm mad-, kaffe- og livsglæde. Fra festivalpladsen åbnede, drak jeg dejlig kaffe, spiste nye søde grønne ærter, nød den ligeså grønne ærtesuppe og elskede den syrlige koldkål med jordbær og kammerjunkere. Faktisk elskede jeg den så meget, at jeg præsterede at glemme at tage billeder af den – samtlige gange. Pinligt, men koldskålspassioneret!
På billederne kan I se, hvordan boden så ud før og efter åbningen. Derudover er der også lige et billede af min smukke veninde Stine, da vi lørdag eftermiddag var i gang med at spise ærtesuppe og drikke gulerodssaft med havtorn. Det var en dejlig sund kombination, så vi valgte at slutte af med koldskål!
Da jeg tog hjem i går eftermiddags, cyklede jeg direkte fra Hovedbanen med Roskilde-taske på ryggen og sommerhat på hovedet ud til Jægersborggade for at drikke en iskold latte og for at sige hej til AnneStine og Sara, som havde passet Kollektivet, mens stort set alle de andre kaffefolk var på Roskilde. Jeg spiste også en hindbærsnitte fra Meyers, men igen nåede jeg ikke at tage et billede, før den lå i min mave. Sådan kan det gå!
En stor tak til Manfreds og The Coffee Collective for at have gjort min festival lidt mere laber!
[…] Læs hele bloggen fra – Anne au Chocolat […]