Da jeg skrev sidste indlæg om Sachertorten og fandt billedet af den lille firkantede chokoladekage af slagsen i tre lag fra Barcelona, kom jeg i samme stund til at tænke på, at det er en stor fejl, at jeg aldrig har fortalt om mit besøg på Museu de la Xocolata i Barcelona i sommer. Barcelona er jo populær som (næsten) aldrig før som rejsedestination, og hvis man er chokoholic, må man ikke gå glip af museet.
Museu de la Xocolata betyder chokolademuseum på catalansk. Museet er privat ejet af Gremi de Pastisseria de Barcelona – Barcelonas konditorlaug – og åbnede i 2000. Det ligger centralt placeret i Barcelona på Carrer Comerç, som er lige ved siden af Parc de la Ciutadella.
At museet har med chokolade at gøre, sanser man så snart entréen er betalt. Billetten er nemlig spiselig i form af en lille plade chokolade. En gennemført og oplagt detalje.
På dette søde museum bliver man ført igennem chokoladens historie – med alt hvad den indebærer – lige fra begyndelsen og helt frem til i dag. Og så har museet alverdens fine skulpturer i chokolade stående. Alt for Barcelonas kendte bygninger til tegnefilmsfigurer som Bart Simpson og den animerede Wall E, som ses her på billedet.
Derudover tror jeg, at det er den lækreste museumsbutik, jeg nogensinde har oplevet… uhm chokolade overalt. Tag til Barcelona og gå på chokolademuseum!!!
Lone Kjær skriver
Dejligt museum. Jeg var der for nogle år siden og det var en skøn oplevelse. Absolut et ‘must see’, hvis man er i Barcelona.
Ivan K skriver
…var der også for et par år siden. Var specielt imponeret over deres store skolekøkken der, modsat udstillingen selv, var helt up to date og meget levende af børn og andre chokoladesmaskere.
Piskeriset skriver
Det lyder ret spændende! Hvis jeg en dag kommer til Barcelona, så står dette højt på min liste over seværdigheder 😛
Anne au Chocolat skriver
Ja kære Piskeriset – der må du hen 🙂
Anne au Chocolat skriver
Og til Lone og Ivan – dejligt at I også synes om chokolademuseet 🙂
Marie skriver
Kære Anne.
Et spørgsmål som dog ikke angår museet, men jeg ved ikke lige hvor jeg ellers kan skrive til dig.
Hvis jeg skal investere i en ismaskine, kan jeg så nøjes med at købe sådan en “Imerco- en”, altså fx Philips, eller er man nødt til at smide en del flere penge i puljen og købe en semiprofessionel?
Anne au Chocolat skriver
Kære Marie,
Tak for dit ismaskine-spørgsmål! Hvis du er vild med is og gerne selv vil lave en god is derhjemme, synes jeg bestemt at du skal tage forbi Kunst og Køkkentøj i Kbh og kigge på den Musso ismaskine, de har til salg. Det er den jeg har. (og som også ses her http://www.ladolcevitaitaliana.it/ecommerce/index.php?main_page=product_info&cPath=65&products_id=187&language=fr )
Den er stor og tung – vejer 18 – men den er min baby, og jeg er så vild med den. Det laver fantastisk is, man kan spise direkte fra maskinen.
Når man laver is på de fleste andre ‘billige’ ismaskiner, er man nødt til at komme isen en tur i fryseren for at fryse den ordentlig færdigt. Det er ikke nødvendigt på Mussoen. Isen får en fantastisk cremet konsistent som f.eks. min vanilleis her https://anneauchocolat.dk/?p=764
Alt godt,
Anne
Ulla skriver
Nu vil gerne have hjælp 🙂
Vil investere i en cappucino maskine, pris ligemeget, men det skal være
sådan en rigtig een med mælkeskummer – den korrekte bar osv…..
Nogen der har mulighed for at hjælpe ….