Jeg nåede aldrig at møde min mormor. Heldigvis har hun efterladt sine spor og alligevel været med til at præge min barndom på forskellig vis, og aller tydeligst i form af sine idiotsikre boller, som min mor altid har bagt.
Jeg har adskillige gange til min store glæde fået mor til at fortælle om, hvor mange forskellige lækre kager og andre søde sager, mormor bagte, da mor var lille. Alt fra pund-til-pund kager og småkager til kringler og lagkager. Mor og morfar var meget glade. Men der var en slags bagværk, som mormor ikke syntes, at hun mestrede. Bollen! Hun brugte mange år på at afprøve forskellige opskrifter i jagten på den perfekte bolle, og da jeg kiggede hendes gamle håndskrevne opskrifthæfte igennem i går, var der mindst et dusin opskrifter på boller. Da hun fandt opskriften på de idiotsikre boller, holdt hun op med at lede. Det forstår jeg godt. De er nemme at lave og smager af smør og hygge! Man bestemmer selv, om man vil have dem med eller uden rosiner. Jeg mindes at have hørt mor fortælle, at mormor aldrig puttede rosiner i. Det var far, som fik mor til at tilføje dem, da mor mødte ham i starten af firserne.
Far og mor er hjemme i København for en stund. Jeg spiste idiotsikre rosinboller med dem i går på altanen og gik totalt i barndom.
Opskriften er:
100 g smør
2 dl mælk
2 tsk sukker
2 tsk salt
2 æggeblommer
(1 stor håndfuld rosiner)
50 g gær
450-500 g mel
Smelt smørret i en gryde. Tag gryden af varmen og tilsæt mælk, sukker, salt, æggeblommer og rør gæren ud her i. (Tilsæt rosiner). Tilsæt melet, nok til at dejen er blød og smidig, når den æltes på bordet/i røremaskinen. Rul dejen til en pølse efter æltningen og skær den ud i 14-16 stykker, som rulles til boller. Put bollerne på en bageplade og lad dem hæve lunt og tildækket i 45 min. Pensl dem med lidt af de resterende æggehvider og bag ved 225 grader varmluft i 8-10 minutter.

