Disse aromatiske dadelkugler rullet i matcha te er den perfekte kvik-mig-op snack midt på eftermiddagen eller til formiddagen, når man går og venter på frokost. De er lavet på nul-komma-fem og holder fint i en uges tid på køl – selvom de nok er spist for længst. Matcha te har en yderst unik og aromatisk smag, som tit deler vandene. Enten er man helt vild med matcha te, eller også kan man slet ikke fordrage den. Jeg er ret pjattet med matcha te og holder både af at drikke den og bruge den i det søde køkken som her eller i disse financiers. Men hvis man ikke er fan af matcha te, kan man snildt rulle disse kugler i kakaopulver i stedet. Eller hakkede pistacier, kakaonibs eller forskellige frysetørrede bær, kun fantasien sætter grænserne.
Dadelkugler rullet i matcha te
18 stk
100 g mandler
100 g dadler, uden sten
½ mandarin, saften af
1/2 tsk stødt kanel
1/2 tsk vaniljepulver, jeg brugte den fra Mill & Mortar
1 spsk god kakaopulver
1 knivspids havsalt
Til at rulle kuglerne i:
15 g matcha te
(15 g kakaopulver)
Blend mandlerne helt fint i en foodprocessor eller blender. Tilsæt de øvrige ingredienser og blend til en ensartet masse. Tril massen til kugler og rul dem i matcha te (og/eller kakaopulver). Opbevar dem på køl, til de skal nydes.
Annemette skriver
Sikke en lækker opskrift! Mums. Og dejlig nem.
Lavede disse med en dadelpasta jeg har købt hos en syrisk købmand, jeg synes der skulle lidt mere (130 g) i af den, for at det ville hænge sammen, til gengæld kunne det så laves i en skål uden blender/foodprocessor behøvede at blive svinet til.
Annemette skriver
Sikke en lækker opskrift! Mums. Og dejlig nem. Den kommer jeg til at lave mange gange.
Lavede disse med en dadelpasta jeg har købt hos en syrisk købmand, jeg synes der skulle lidt mere (130 g) i af den, for at det ville hænge sammen, til gengæld kunne det så laves i en skål uden blender/foodprocessor behøvede at blive svinet til.
Anne au Chocolat skriver
Kære Annemette,
Ih det er jeg glad for at høre. Og super god løsning med dadelpasta. Det vil jeg bestemt kigge efter 🙂
Kh Anne